Fødsel endte i akut operation

Influencer Tina Maria er blevet mor til sit andet barn

Influencer og blogger Tina Maria Hansen er nu mor til to. Foto: Ritzau Scanpix
Influencer og blogger Tina Maria Hansen er nu mor til to. Foto: Ritzau Scanpix

Blogger og influencer Tina Maria Hansen er blevet mor til sit andet barn, der kom til verden flere uger for tidligt.

I et opslag på Instagram deler hun den glædelige nyhed, hvori hun skriver, at hendes datter meldte sin ankomst seks uger før tid.

'Palma Renée. Vi har dig, lille skat. Selvom du kom 6 uger for tidligt, så er du så stærk og mega sej. Puha, en overvældende oplevelse og hvor er jeg bare TAKNEMMELIG for de skønne mennesker, der arbejder på neonantal samt de skønne jordemødre og sygeplejersker der på fødegangen og barselsgangen har passet godt på os og taget hånd om mig.', skriver hun.

Tina Maria Hansen, har i forvejen sin fire-årige datter Olivia med kæresten Patrick Engbo, og den graviditet var heller ikke uden komplikationer.

'Jeg har følt mig enormt svigtet af min krop, og det har gjort mig både sur og totalt ulykkelig. Jeg har været vildt bange og haft katastrofetanker om at miste baby samt det at være indlagt og fjernet fra sit fireårige barn, der viser bekymring for sin mor,' skrev hun på Instagram et par uger før hun fødte.

En lidt traumatisk oplevelse
Over for Ekstra Bladet fortæller Tina Maria, at forløbet som gravid har været hårdt, men at hun er taknemlig for, hvad hendes krop har klaret.

'Denne gang ville moderkagen heller ikke med ud, og det endte i en akut operation for mig. En lidt traumatisk oplevelse og jeg mistede en del blod og skulle have blodtransfusion. Jeg er enormt taknemmelig for mine piger, og hvad min krop trods alt har kunnet formå at kæmpe ihærdigt for. Men jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke var fyldt med bekymringer om, hvor sårbart det egentlig er. Bare det at blive mor er jo sårbart nok i sig selv', skriver Tina Maria til Ekstra Bladet.

'Hele forløbet har været et ret stort chok, og vi var begge meget overvældet af hele den pludselige fødsel. Til gengæld er det virkelig betryggende, at vi har så dygtige læger, jordemødre og sygeplejersker, der hjælper os på vej og giver os den vigtige tryghed'.

Glæder sig til at komme hjem
Hendes nyfødte datter vejede 2140 gram ved fødslen og er opkaldt efter Tina Marias far, som hun mistede tilbage i 2009.

'Begge vores piger har min far i deres navn, så deres morfar kan leve videre på den måde. Nu er fokus bare at Palma bliver stor og stærk, så hun er klar til livet. Hendes storesøster er meget stolt, og jeg tror, at hun glæder sig til, at hendes mor og lillesøster kommer hjem en dag, så vi alle er forenet'.

Tina Maria er blandt andet kendt for sin deltagelse i reality-programmet 'Paradise Hotel' 2012, hvor hun også vandt.