Fravælger skuespillerskole: Lokket af noget endnu bedre

Andrea Heick Gadeberg har valgt ikke at gå videre med optagelsesprøverne, fordi et serieprojekt kom i vejen

Andrea Heick Gadeberg på 22 år modtog en Robertstatuette i februar 2021 for Årets Kvindelige Hovedrolle for sin rolle i
Andrea Heick Gadeberg på 22 år modtog en Robertstatuette i februar 2021 for Årets Kvindelige Hovedrolle for sin rolle i "Retfærdighedens ryttere". Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

Selv om man er tæt på drømmen, kan noget endnu bedre pludselig lokke. For det unge skuespiltalent Andrea Heick Gadeberg har fravalgt at søge optagelse på landets eftertragtede skuespillerskoler.

Et serieprojekt kom nemlig på tværs. Det fortæller hun lørdag aften, hvor Bodil-priserne 2021 blev uddelt.

- Jeg var til en anden optagelsesprøve, men så valgte jeg at trække mig fra at gå videre, fortæller Andrea Heick Gadeberg og uddyber:

- Det valgte jeg at gøre, fordi jeg er i gang med et andet projekt, som desværre ikke kunne lade sig gøre, hvis jeg gik videre. Så det bliver måske en anden gang, siger hun.

Årets Kvindelige Hovedrolle
Trods sin unge alder på blot 22 år har skuespillerinden nået en vigtig milepæl i sin karriere.

Hun er nemlig allerede indehaver af en af de fineste filmpriser, som man kan blive tildelt herhjemme.

I februar 2021 blev Andrea Heick Gadeberg kåret som Årets Kvindelige Hovedrolle ved Robertuddelingen for sin præstation i actionkomediedramaet 'Retfærdighedens ryttere'.

Det skete foran et stærkt felt, som blandt andre bestod af Trine Dyrholm for krigsfilmen 'Erna i krig' og Bodil Jørgensen for 'De forbandede år'.

Nomineret ved Bodiluddeling
Også ved dette års Bodiluddeling var Andrea Heick Gadeberg nomineret for sin udfoldelse på lærredet i 'Retfærdighedens ryttere'. Det var i kategorien Bedste Kvindelige Birolle.

Her var hun oppe imod Sidse Babett Knudsen, der løb med statuetten.

Til premieren på 'Retfærdighedens ryttere' tilbage i november 2020 fortalte Andrea Heick Gadeberg til Ritzau, at hun satser alt på skuespillet.

- Det har været megalærerigt, og det sjoveste jeg nogensinde har prøvet. Det er det, jeg håber, jeg kan lave resten af mit liv, til jeg ligger i respiratoren, lød det fra det unge talent.

Andrea Heick Gadeberg fik sin første rolle helt tilbage i 2009, da hun medvirkede i julekalenderen 'Pagten' i rollen som Karla. Ti år efter - i 2019 - kunne hun ses portrættere lillesøsteren til den kidnappede fotograf Daniel Rye i det prisvindende drama 'Ser du månen Daniel'.