5,4 millioner kroner.
Så meget skylder Martin Jørgensen sin tidligere ægtefælle, grevinde Alexandra.
Siden 2015 har grevinden forsøgt at få de penge tilbage, som hendes eksmand skylder hende. Nu her hendes tålmodighed brugt op, og derfor har hun stævnet Martin Jørgensen.
Mandag har fogedretten for femte gang på få måneder afsat tid til at behandle sagen. Og noget tyder på, at femte gang er lykkens gang.
Iført grønne fløjlsbukser og gråt skæg ankom Martin Jørgensen flankeret af sin advokat nemlig til Retten på Frederiksberg. Dog fuldstændig tavs og uden at sige et ord til pressen.
Grevinde Alexandra var ikke mødt op og var i stedet repræsenteret ved sin advokat.
Første møde i sagen mellem det tidligere ægtepar skulle have fundet sted tilbage i september, hvor sagen blev udskudt, 'da der ikke var forkyndt for skylder', som der fremgår af sagens akter, som Ekstra Bladet har fået aktindsigt i.
Også de følgende tre møder blev udskudt - blandt andet 5. december, hvor Martin Jørgensen telefonisk meddelte fogedretten, at han ikke kunne møde op, da han var på vej hjem fra Jylland.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Investeringer
Martin Jørgensens milliongæld til grevinde Alexandra opstod ifølge en artikel i Se og Hør fra 2019, da parret var gift. Jørgensen overførte penge til sig selv fra grevindens konto for at foretage investeringer. Ifølge ugebladet var der dog ingen investeringer. Alligevel er pengene væk.
Økonomi var angiveligt blandt de ting, der i 2015 førte til skilsmissen mellem grevinden og Martin Jørgensen.
- Vi har ikke de samme værdier længere, og jeg kunne ikke se os have en fremtid sammen. Når man kan se, at der ikke er en fælles fremtid, og at der er nogle grundværdier, vi alle sammen har i et ægteskab, der bliver for forskellige, så er man nødt til at tage det op til revision, lød forklaringen på bruddet dengang fra Alexandra.
Grevinde Alexandra: Derfor skal vi skilles
I forbindelse med skilsmissen underskrev Martin Jørgensen et gældsbrev, hvor han forpligtede sig til at betale mere end fem millioner kroner tilbage.
Den aftale har han ikke overholdt, og derfor endte sagen i efteråret med stævningen.
Martin Jørgensens gæld til grevinde Alexandra lyder i dag på 5.453.137,50 kroner, fremgår det af sagens akter.