Fyret fra nyt stort projekt: - Jeg er enormt ked af det

Jes Dorph-Petersen må se endnu et projekt falde til jorden, efter han er blevet taget af skærmen på TV2

Jes Dorph er færdig på TV2 efter en intern undersøgelse af sexisme.

Jes Dorph-Petersen blev forleden taget af skærmen på TV2, efter Ekstra Bladet kunne afsløre, at en ekstern advokatundersøgelse på TV2 havde kortlagt, at han i to tilfælde for år tilbage har opført sig krænkende over for kvinder, der på daværende tidspunkt var journalistpraktikanter.

Sagen får nu yderligere konsekvenser for Jes Dorph-Petersen.

Som konsekvens af sagen er han nemlig også blevet fyret fra en dokumentarfilm, som han det seneste år har arbejdet på sammen med produktionsselskabet Deluca Film.

Dokumentaren var i sin afsluttende fase og skulle efter planen sendes i år.

Det fortæller han til Ekstra Bladet.

- Det sidste halvandet år har jeg i samarbejde med Deluca Film arbejdet på en dokumentar om svindlere, der har brugt kendte danskere som mig, Mads Mikkelsen og andre i falske bitcoin-reklamer på sociale medier og andre steder for at lokke penge ud af folk, siger han og fortsætter:

- Her har vi afdækket det her store ulovlige maskineri. Jeg har fungeret som vært og har været ude og lave en lang række konfronterende interviews og interviews med de mennesker, der har mistet millioner på det her svindel. Jeg har det seneste år arbejdet på det her projekt ved siden af 'Go' aften Live', og vi er omkring 85 procent færdige med det hele, siger Jes Dorph-Petersen.

Han bliver dog nu alligevel ikke en del af projektet, selvom størstedelen af optagelserne for længst er i kassen.

Jes tager stor afstand fra retorikken i gruppen. Foto: Aleksander Klug Danske kendte Støttegruppe sender trusler mod anmeldere: 'Jeg er trist og flov' .

- TV2 kan nok ikke bruge dem nu, fordi de har meldt mig som persona non grata, siger han og fortsætter:

- Jeg er dybt ærgerlig over, at det mest grundige journalistiske arbejde i min karriere kommer i så store problemer nu, at det er svært at lave det færdigt, siger han og tilføjer, at han dog ikke er overrasket over beslutningen:

- Jeg kan godt forstå, at TV2 gør det, for det ville være selvmodsigende at fyre mig og tage mig af 'Go' aften Live' og så ikke også tage mig af der. Det ville ikke give mening. Så jeg kan godt forstå deres beslutning, men det her gør jo, at TV2 og produktionsselskabet har et stort problem, for hvad skal der nu ske med programmet? Det bliver meget svært at lave, når jeg nu ikke kan være en del af det, og der er lavet så mange optagelser, for jeg er meget synlig i programmet.

Jes Dorph-Petersen: Sagen kort

Tirsdag i sidste uge kunne Ekstra Bladet på baggrund af en intern mail sendt til medarbejderne på Nordisk Film TV afsløre, at den populære tv-vært Jes Dorph-Petersen er blevet fyret fra selskabet og dermed fjernet som vært på TV2.

Det sker efter en ekstern advokatundersøgelse af sager om sexisme og sexchikane på TV2.

Anklagerne mod Jes Dorph-Petersen drejer sig om to sager fra henholdsvis 2001 og 2003 og kommer fra to kvindelige tidligere praktikanter.

Den ene har forklaret, at hun tilbage i 2001 blev inviteret hjem til Jes Dorph-Petersen af en fælles kollega, og under besøget skulle Jes Dorph ifølge kvinden have lagt en hånd over hendes mund og presset hende ned på en briks, hvor han angiveligt tiltvang sig sex med hende.

Den anden kvinde forklarer, at hun i 2003 var på et lignende besøg hos Jes Dorph-Petersen med en mandlig kollega. De to mænd lagde ifølge kvinden op til sex, men ifølge hendes forklaring afviste hun.

Jes Dorph-Petersen afviser over for Politiken anklagerne.

- Min hjerne eksploderer. De anklager mig for noget alvorligt, som ligger 20 år tilbage, og som jeg ved er løgn. Det kunne jeg aldrig finde på. Sådan er jeg ikke. Det er simpelthen en opfundet historie. Hvorfor finder hun på det, har jeg ikke noget svar på, men jeg ved, at det der er ikke sket, siger han til Politiken.

Fortsætter dialog
Over for Ekstra Bladet bekræfter Martin Kjær Jensen, der er redaktionschef hos Deluca Film, at Jes Dorph-Petersen ikke længere er en del af projektet.

- Jeg kan bekræfte, at vi gennem en længere periode har samarbejdet med Jes i forbindelse med en dokumentar, hvor han har en rolle som vært. Vi er i den forbindelse blevet orienteret om TV2's beslutning om, at Jes ikke længere skal være vært på deres programmer, og det gælder derfor også dette, siger han og fortsætter:

- I samarbejde med TV2 forsøger vi at finde en løsning på det, så vi stadig kan sende programmet, men på en ny måde. Vi har en god dialog, og den fortsætter, siger han videre og understreger, at han derudover ikke har yderligere kommentarer.

Også Jens Gaardbo har måttet forlade TV2 efter den eksterne advokatundersøgelse. Foto: Mogens Flindt
Også Jens Gaardbo har måttet forlade TV2 efter den eksterne advokatundersøgelse. Foto: Mogens Flindt
 

Jes Dorph-Petersen begræder, at han ikke længere kan være en del af projektet.

- Jeg er især ked af det på de gode folk fra Delucas vegne. De har lagt et så stort arbejde i det her og har arbejdet på det i flere år, og nu kan de pludselig nok ikke gøre det færdigt, siger han og fortsætter:

- Jeg er enormt ked af det. For jeg har arbejdet tæt med de her mennesker. Det har været hårdt og tungt og spændende, og nu er det muligvis gået tabt. Samtidig havde jeg selvfølgelig på mine egne vegne også glædet mig til at have min første Spiegelhauer og 'Operation X'-oplevelse som 61-årig, men jeg tænker mest på dem.

Ekstra Bladet har været i kontakt med TV2, der oplyser, at de ikke har yderligere kommentarer på nuværende tidspunkt.