Glæder sig helt vildt: - Nu er jeg træt af det

Graviditeten er gået over al forventning, men Julie Zangenberg er klar til at møde sin søn så snart som muligt

Julie har fået en ny respekt for det at være gravid. Foto: Rasmus Flindt Pedersen
Julie har fået en ny respekt for det at være gravid. Foto: Rasmus Flindt Pedersen

Det var noget af en overraskelse, da skuespiller Julie Zangenberg og kæresten fandt ud af, at de ventede en lille dreng.

De havde nemlig forberedt sig på, at de skulle have en pige.

Det fortæller Julie Zangenberg til Ekstra Bladet.

- Vi var vildt overraskede (over at det blev en dreng red.). Vi var overbeviste om, at det var en pige. Vi købte en kønsscanning i uge 14 og var af en eller anden mærkelig grund sikre på, at vi ville få at vide, det var en pige, indtil den søde scanningsdame sagde: 'Ja, der er jo ingen tvivl, som I kan se!'. Men vi blev så glade. Og spændte! Så længe det er et sundt liv, er vi taknemmelige og glæder os helt vildt, lyder det.

Skuespilleren fortæller, at hun heldigvis har haft en hel fin graviditet, selvom intet selvfølgelig er helt uden komplikationer.

- Overordnet set er det gået rigtig fint. Jeg har ikke haft de store gener, som nogle gravide kan være uheldige at opleve. Jeg har f.eks. haft kvalme, men ikke kastet op. Jeg har været super træt, men har alligevel kunnet arbejde. Men jeg har generelt fundet ud af, at selv en ‘nem’ graviditet er sindssygt udfordrende og hård for kroppen og sindet. Jeg har virkelig fået en ny-funden respekt for mødre.

Klar til det næste
Men nu er Julie og gemalen Andreas også mere end klar til at møde deres lille nye menneske.

- Jeg er klar og har en stærk mand og støtte ved min side. Mest af alt glæder jeg mig bare til at møde ham nu! Jeg gider ikke være gravid mere, man er godt nok besværet i sit sidste trimester. Jeg vil bare gerne kunne holde ham og lære ham at kende. Jeg er så taknemmelig over, at vi kunne blive gravide, men jeg glæder mig enormt til den næste fase.

Det er både Julies og Andreas' første barn.

Parret har talt om navne, men de venter, til de har mødt sønnen, inden de beslutter sig.