Siden Sofie Lindes overraskende udtalelser under onsdagens Zulu Comedy Galla - særligt at en 'stor tv-kanon' havde truet med at ødelægge hendes karriere, hvis hun ikke 'suttede hans pik' - har flere rost Linde for hendes modige udtalelse, mens andre dog har været mere kritiske.
I den forbindelse påpeger flere, at det kan give ubegrundet mistanke, når hun ikke nævner krænkerens navn.
'Er der gang i gættelegen hos DR mon?', skrev en læser blandt andet på DR's opslag om seancen på Facebook.
Nu svarer hun igen
Torsdag aften svarer en grådkvalt Sofie Linde på de mange reaktioner, efter Ekstra Bladet hele dagen har forsøgt at få et interview med hende - uden held.
Det sker på hendes Instagram-profil.
'Jeg sidder her i min sofa med burgerøjne og en overordnet følelse af at være blevet set, hørt og anerkendt - TAK!', skriver hun.
'I går var jeg vært ved årets Zulu Comedy Galla. Jeg holdt en tale, der i store træk handlede om, at der i 2020 stadig ikke er ligeløn og ligestilling mellem mænd og kvinder i Danmark. - At sexisme findes og at man ikke skal være bange for at sige fra! At man SKAL sige fra. Og at det nok skal gå alligevel. Det gjorde det nemlig for mig', skriver hun videre.
I opslaget takker hun også for de positive reaktioner, hun har fået i forbindelse med opråbet.
'Jeg står med rank ryg - og det gør jeg i høj grad pga. af al den ros og opbakning jeg har fået fra jer og mange af mine kollegaer. Tak. Det betyder enormt meget', skriver hun.
For lidt i løn
Udover den markante MeToo-oplevelse brokkede Sofie Linde sig til Zulu Comedy Galla også over, at hun ikke får nok i løn på TV2. Hun fortalte, at hun lige har været til lønsamtale på 'X Factor' og bad om at få halvdelen af, hvad Blachmann tjener.
- Jeg bad ikke om en husbåd, jeg bad om en jolle.
Men det fik hun ikke.
Sofie Linde forklarede også følgende:
- Vi kan godt lege den leg, at der ikke er forskel på mænd og kvinder. Det kan vi godt lege. Men det er bare ikke rigtigt, lød det fra tv-værten, som også sagde, at TV2-chefen havde sagt, at hun ville blive den bedst betalte kvinde.
Det kunne Sofie Linde dog ikke bruge til noget.
- Det er ligesom at være den højeste dværg, fortsatte hun.
TV2 gik dog senere til modangreb.
- Jeg har forhandlet løn og ansættelsesvilkår med Sofie, og jeg kan simpelthen ikke genkende hendes beskrivelse af samtalen. Jeg blander aldrig køn ind i lønsamtaler. For det betyder ikke noget. Det afgørende er værtsopgaven, kvalifikationer og erfaringer, sige programredaktør Lotte Lindegaard i den forbindelse til Ekstra Bladet.