Gravid igen: 'Nu kan jeg ikke suge maven ind længere'

Pernille Skipper skal være mor igen

Pernille Skipper bliver inden længe mor igen. Foto: Jens Dresling
Pernille Skipper bliver inden længe mor igen. Foto: Jens Dresling

Snart bliver tre til fire hjemme hos Enhedslistens Pernille Skipper.

Den tidligere politiske ordfører skal nemlig være mor for anden gang.

Det skriver hun på sin Instagram-profil, hvor hun samtidig viser et billede af den voksende babybule.

'Nå, men nu kan jeg simpelthen ikke suge maven ind længere. Hvis alt går som det skal, kommer det fjerde medlem af klanen til sommer, Billie skal være storesøster og vores alle sammens corona-verden er mere åben', skriver hun blandt andet i opslaget.

'Indtil da vil jeg passe godt på maven, hygge med ideer til navne, nyde det spirende forår og slås videre for alt det vigtige, der er at gøre. Pas godt på hinanden', skriver hun videre.

Gravid igen: 'Vi glæder os'

Tilbage i oktober 2017 blev Pernille Skipper mor for første gang, da hun og manden Oliver Routhe Skov bød velkommen til datteren Billie.

I starten af februar meddelte Pernille Skipper, at hun trådte tilbage som politisk ordfører hos Enhedslisten efter fem år på posten. Hun blev i den forbindelse afløst af Mai Villadsen som en naturlig del af partiets rotationsprincip.

Hun er dog fortsat medlem af Folketinget for Enhedslisten.

36-årige Pernille Skipper og 37-årige Oliver Routhe Skov, der er journalist, har været gift siden 2015.