Lykken er stor hos Charlotte Jakobson og Fredrik Holm Koch, der vandt TV 2-programmet 'Nybyggerne' i 2018.
Ægteparret er nemlig blevet forældre til deres andet barn, og deres søn, Viggo, på to år kan glæde sig over at have fået sig en lillesøster.
Fødslen gik dog langtfra som ventet, da Fredrik for få dage siden blev testet postiv for corona. Parret havde derfor håbet, at lillesøster ville vente med at komme ud, til Fredrik var ude af isolationen, men sådan skulle det ikke være. Det fortæller Charlotte på sin Instagram-profil.
'Tak for alle jeres krydsede fingre om at lillesøster ville vente i maven - det var hun tilsyneladende helt ligeglad med! Det blev en fødsel alene (bortset fra vidunderlige jordemødre) med en positiv coronatest til mig halvvejs og vigtigst af alt en dejlig datter til sidst. Men den historie må i få en anden dag. Indtil da er lykken gjort her'.
Heldigvis er familien nu atter forenet:
'Familien er nu samlet igen og med en fin ny udvidelse. Vores datters fødsel i går vil altid minde mig om hvilket fantastisk og stærkt menneske Charlotte er', skrev Fredrik for to dage siden på sin Instagram-profil sammen med et billede af familien på fire.
Det har dermed været en lidt hård start på familieforøgelsen, og ovenikøbet har Charlotte efter fødslen været bundet til sengen:
'Jeg har desværre været sengeliggende stort set siden, vi kom hjem. Jeg fik en nål stukket forkert i rygsøjlen, da jeg skulle have epidural i forbindelse med fødslen, som desværre har resulteret i kraftig spinal hovedpine,' forklarer hun på en Instagram-story og fortsætter:
'Vi er stadigvæk i coronaisolation, men symptomerne er heldigvis ved at lægge sig. Lillesøster har det godt, og vi glæder os til at komme mere ovenpå efter en hård start som familie på fire.'
Ekstra Bladet har været i kontakt med parret, der på nuværende tidspunkt ikke har yderligere at berette.
--------- SPLIT ELEMENT ---------