Nogle gange slår lynet bare ned.
For et par måneder siden afslørede en meget forelsket Christian Degn, at han var blevet kæreste med Sirid Garff, der arbejder med tegnefilm.
Og nu - bare et halvt år inde i forholdet - er Sirid flyttet ind hos den tårnhøje 'Hammerslag'-vært.
- Der er flytterod derhjemme. Vi er lige flyttet sammen i min lejlighed, fortæller en glad Christian Degn til Ekstra Bladet til premieren på animationsfilmen 'Den Utrolige Historie om den Kæmpestore Pære' søndag morgen.
Filmen er baseret på bogen af samme navn af Jakob Martin Strid.
Dybt forelsket DR-vært: Hun er simpelthen så smuk
Sirid Garff arbejder med at klippe tegnefilm og har blandt andet arbejdet på 'Lego: Ninjago' og 'Lego: Starwars', og derfor er det også hende - og ikke tv-værten - der er blevet inviteret til premieren, forklarede hun med et grin, da Ekstra Bladets udsendte ville vide, om det var første gang, hun var med på den røde - eller i dette tilfælde grønne - løber.
- Det er første gang, jeg har Christian med til en premiere. Nogle af mine kolleger har arbejdet på filmen, lyder det med et grin fra Sirid Garff.
- Ja, det er mig, der er vedhæng. Sådan er det i vores forhold, det er Sigrid, der giver det hele, joker hendes høje kæreste.
Christian Degn har tidligere fortalt, at han mødte Sirid for et års tid siden, men altså først havde held til at score hende efter noget tid.
Blev taget med bukserne nede
- Vi har været sammen i et halvt år, så det var på tide, at jeg kom med til en biografpremiere. Men vi blev taget lidt med bukserne nede - vi troede bare, det var helt stille og roligt og skulle bare over og hygge os. Vi vidste ikke, der var rød løber. Jeg kan næsten mærke, at du bliver lidt genert, siger han til Sirid om det store opbud af fotografer og journalister.
- Men jeg glæder mig rigtig meget til at se filmen. Jeg kan rigtig godt lide Strids tegninger, og så er jeg spændt på at se, hvor dansk tegnefilm er på vej hen. Den sidste, jeg så, var vist 'Terkel i knibe', så det er ved at være længe siden, indrømmer tv-værten.
- Undskyld, tilføjer han henvendt til Sigrid.
Se listen: DR-stjerner scorer kassen på Folkemødet