Har mistet nær veninde: - Hendes død er ubærlig

Christiane Schaumburg-Müller er i stor sorg efter tabet af sin tætte veninde Anne Bech

Allerede som helt unge lærte tv-værten Christiane Schaumburg-Müller og fitnessguru Anne Bech hinanden at kende.

De to veninder dansede sammen for dj Alligator og var veninder siden dengang.

Det fortæller Christiane til Ekstra Bladet.

- Anne og jeg har været veninder siden teenageårene, fortæller hun indledningsvist om sit venskab med den nu afdøde forfatter og fitnessekspert.

- Hun både var, er og forbliver en ener, der ikke blot satte sit præg på så mange mennesker, som for evigt vil blive husket for både sine gerninger, bøger og sin positive ildsjæl, fortæller hun.

De to har kendt hinanden stort set hele livet. Nu savner Christiane veninden. Foto: Jonas Olufson
De to har kendt hinanden stort set hele livet. Nu savner Christiane veninden. Foto: Jonas Olufson
 

Efter en lang kamp mod kræften, er fitnessguruen gået bort. Foto: Joachim Adrian Danske kendte Anne Bech er død

Altid træning - på den gode måde
For 'Vild med dans'-værten repræsenterede veninden en styrke og vilje, og hun var altid et forbillede for sin omgangskreds.

- Anne var sjov, hun var rap i replikken og skarp. Hun var velinformeret, belæst, vidensøgende, følsom og kærlig. Aldrig overfladisk. Når vi rejste sammen, var hun altid hende, der havde undersøgt en masse, lavet dagsplaner og selvfølgelig træningsprogrammer, husker Christiane.

Selvom de to var på ferie, skulle der nemlig altid trænes, som er en passion, der deles af begge kvinder.

- Anne levede sundt, hun var tro mod sine principper. Aldrig fanatisk og aldrig ekstrem. Men sund på den gode måde, hvor livsnydelse var benzin til gode stunder. Selvom det var ferie, skulle vi træne. Bare en lille løbetur.

Blå bog: Anne Bech

Født i 1978.

Var til sin død bosat i Dragør med sine to børn på henholdsvis 12 og tre år.

Har de seneste 20 år arbejdet som personlig træner, aerobic-instruktør og fitness-instruktør.

Er blandt andet forfatter til bøgerne 'Fit på 100 dage' og 'Tab dig hvor du vil' og har trænet flere kendte danskere - blandt andre Mascha Vang og Thomas Skov.

Har fungeret som træningsekspert i flere magasiner og tv-programmer og har afholdt en lang række foredrag om kost og motion.

Et tomrum er tilbage
For Christiane er dødsfaldet helt forfærdeligt.

- Hendes død er ubærlig. Den er tragisk, og den efterlader en med et stort tomrum. En mor der var så ung. Det er ikke rimeligt.

Hun ved dog, at veninden kæmpede til det sidste mod den aggressive kræft.

- Anne lod sig ikke slå ud. At hun kæmpede til det sidste, vil jeg altid huske. Jeg vil huske fra hende, at positive tanker kan flytte bjerge, hendes indstilling var så inspirerende, og nok har den ikke kunne styre en uhelbredelig sygdom, men den har smittet af på alle omkring hende.

Christiane fortæller, at hun savner veninden inderligt.

På Instagram har den populære vært også delt et opslag om sin afdøde veninde.

Stor karriere
Anne Bech har ud over sit arbejde som personlig træner udgivet flere bøger - blandt andet 'Stærk, let og mæt' og 'Spis dig FIT'. Hun arbejdede desuden som foredragsholder og som skribent.

Derudover har hun medvirket i flere tv- og radioprogrammer om sundhed og træning.

Anne Bech efterlader sig to børn, Caroline og Louis, fra tidligere forhold.

Anne Bech kæmpede til det sidste mod sygdommen. Hun blev 42 år. Foto: Linda Johansen
Anne Bech kæmpede til det sidste mod sygdommen. Hun blev 42 år. Foto: Linda Johansen

I forbindelse med Anne Bechs kræftdiagnose mødte Ekstra Bladet hende til en personlig snak om sygdommen, tanker om livet og døden, og hvordan hun tacklede den enorme omvæltning. Læs hele interviewet her (+).