Lone Fønss Schrøder er færdig som direktør i Lars Seier Christensens krypto- og blockchain-virksomheden Concordium, hvor hun ellers har været adm. direktør siden 2019.
Det skriver Børsen med henvisning til et LinkedIn-opslag fra hende selv.
Hun skal i stedet være en del af Concordium Foundation, der er en nonprofit-organisation med ejerskab i virksomheden Concordium, mens Lars Seier Christensen selv skal lede Concordium som arbejdende bestyrelsesformand, oplyser hun i sit opslag.
- Vi er nået til næste fase i udviklingen af vores banebrydende blockchain-projekt, skriver hun blandt andet i sit opslag, hvor hun nævner, at hun anerkender, at hendes kompetencer og interesser ligger uden for den operationelle del af driften af virksomheden.
Nyheden kommer kun en uge efter, at det kom frem, at Concordiums kryptomønt, CCD, på ét år har tabt 86 procent af sin værdi. Det er et tab på i alt 5,6 milliarder kroner, viste Børsens opgørelse.
- De har undervurderet at få tiltrukket aktivitet og gjort blockchainen levedygtig. Lige nu står blockchainen som en tom spøgelsesby, hvor der ikke på noget tidspunkt har været indbyggere, vurderede Jan Damsgaard, professor i blockchain-teknologi på CBS, over for mediet.
Skidt fra start
Lars Seier Christensens blockchain-eventyr lignede mildest talt ikke en succes fra begyndelsen.
Lynhurtigt forsvandt mere end 26 milliarder således, da kursen efter blot en måneds levetid styrtdykkede på kryptobørsen.
Lone Fønss Schrøder har eller har haft bestyrelsesposter for selskaber som DSB, Saxo Bank, Geely, NKT, Ikea og Volvo.
--------- SPLIT ELEMENT ---------
Efter et turbulent og overraskende år på aktiemarkedet giver en aktieekspert dig her gode råd til, hvordan du kan gribe 2023 an.