Haugaard efter aflysning: Øv, øv, øv

Grøn Koncerts trofaste konferencier er skuffet over årets aflysning

Jacob Haugaard er trist over, at der heller ikke i år bliver afholdt Grøn Koncert. Foto: Linda Johansen
Jacob Haugaard er trist over, at der heller ikke i år bliver afholdt Grøn Koncert. Foto: Linda Johansen

Selvom risikoen lurede, så er Jacob Haugaard dybt skuffet over, at Grøn Koncert, som han i over 30 af sit 68-årige liv har rejst det ganske land rundt med som konferencier, mandag – i lighed med de fleste andre af sommerens musikalske arrangementer –kastede håndklædet i ringen og meddelte, at corona-restriktioner har gjort det nødvendigt, at aflyse også i år.

– Det er øv, øv, øv, siger han, der så sent som i sidste uge fortalte til Ekstra Bladet, at han ikke havde opgivet håbet om at komme på landevejen igen i år.

- Det virkede som om der var en fornuftig plan og dermed en realistisk mulighed.

– Nu må jeg så tage det, som det kommer og få det bedste ud af det, siger han så, efter aflysningen er blevet en realitet.

Og en af de bedste ting er tiden med børnebørnene. Hele syv har han, og under samtalen med Ekstra Bladet kan to af dem tydeligt høres i baggrunden.

De aflyste koncerter betyder også, at han mere tid til at kaste sig over karrieren som kunstmaler. Således har han i øjeblikket en udstilling i Skagen.

– Jeg tror ikke på, at jeg kommer ud på konferencier-jobs eller lignende hen over sommeren. Den slags kommer traditionelt først om efteråret, men det handler om at få det bedst mulige ud af situationen. Jeg tager alt, hvad der måtte komme.

– Fordi du er på røven?

–Nej, fordi jeg kan lide det. Det har jeg altid gjort. Jeg holder lige så meget af at optræde for 100 mennesker et lille sted som på en stor scene. At fyre dårlige jokes af og synge ’Hammer hammer fedt’, siger Haugaard, der dog erkender, at aflysningen af sommerens mange koncerter på ingen måde er hammer hammer fed – hverken for arrangører, kunstnere eller publikum.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Det er 'ærgerligt' og 'ansvarligt', at festivaller er aflyst, lyder det fra festivalgængerne.