Han blev kendt i TV2-programmet 'Kurs mod fjerne kyster' sammen med sin familie, der blandt andet tæller tv-værten Mikkel Beha Erichsen.
Og for kort tid siden kunne seerne opleve Emil Midé Erichsen kommentere sejlsport under OL i selskab med sin kendte far.
Nu byder tilværelsen dog på helt andre udfordringer for den unge mand.
Han skal nemlig give sig i kast med at holde foredrag, fortæller han til Billed-Bladet.
- (...)Det har jeg ikke prøvet før. Jeg har ikke prøvet at tale til flere mennesker, end man gør til en fremlæggelse i skolen. Det skal jeg lige prøve at skrue sammen, og jeg glæder mig rigtig meget. Jeg tror, det er en sjov udfordring. Jeg glæder mig til at komme ud og fortælle historien fra min synsvinkel, siger Emil Midé Erichsen til ugebladet.
Hjemme efter tre år: Ja, vi har fået kærester
Renoverer barndomshjemmet
Derudover venter der en opgave med tv-personlighedens barndomshjem - en opgave, hvor han ifølge Billed-Bladet vil få en hjælpende hånd fra sin far.
- Jeg skal gå og sætte mit hus i stand. Dér, hvor vi er vokset. Det er mit barndomshjem i Sydhavnen, som står og trænger til en kærlig hånd, siger Emil Midé Erichsen til Billed-Bladet og fortsætter:
- Jeg skal ud og skrue lidt og høvle nogle gulve. Det bliver dejligt. Dejligt med arbejde, hvor man ikke skal tænke så meget. Det bliver godt ovenpå OL. Der er alt for mange indtryk til, at jeg går og tænker to sammenhængende tanker. Det bliver godt at komme ud at høvle et gulv.