Heick: - Frank Jensen slikkede mig i øret

Annette Heick udtaler, at den tidligere borgmester slikkede hende i øret, og understreger, at han er fuld af løgn

Annette Heick blev paf og gik væk fra Frank Jensen efter episoden - og har ikke mødt ham siden. Foto: Linda Johansen
Annette Heick blev paf og gik væk fra Frank Jensen efter episoden - og har ikke mødt ham siden. Foto: Linda Johansen

Annette Heick troede ikke sine egne øjne.

I et interview med Berlingske i weekenden afviser Frank Jensen alle anklager om, at han nogensinde har kysset på øret eller slikket nogen på halsen.

Hun påstår, at det er lige præcis, hvad han har gjort. På hende.

I en klumme i B.T. skriver hun, at Frank Jensen slikkede hende i øret for lidt mere end ti år siden i 2010 ved Øresundsbroens ti-års jubilæum i Malmø:

'Mens vi står der og ser op på nattehimlen og fyrværkeriet, mærker jeg en våd tunge i mit venstre øre. Jeg vender hovedet og ser overborgmesteren stå med et kælent blik ved siden af mig,' skriver hun.

Dermed dementerer hun også hans påstand om, at han ikke har kysset nogen på øret.

Over for Ekstra Bladet siger Annette Heick:

- Det var 100 procent umotiveret. Jeg står og kigger op i luften efter fyrværkeriet, og pludselig mærker jeg en våd tunge i øret.

- Hvordan håndterede du det?

- Det føltes ulækkert. Først tænker man - hvad er det? Når man så kigger, bliver man klar over, at man er slikket i øret.

- Jeg bliver paf, og der går halvandet sekund, hvor man lige skal samle sig, siger hun.

Annette Heick fortæller, at hun 'gik væk' fra Frank Jensen, sagde tak til sine kolleger, der var med til arrangementet, og kørte hjem.

- Det er - så vidt jeg husker -  det første og eneste møde med Frank Jensen, siger hun.

Den 48-årige vært og sanger fortæller, at hun ikke føltet sig krænket dengang.

- Hvorfor konfronterede du ham ikke?

- Hvad skulle jeg dog bruge det til? Jeg skulle jo aldrig se ham mere. Jeg gik væk. Det var fint for mig. Det havde jeg ikke noget behov for.

- I dag havde jeg gjort det meget anderledes. Jeg tror, at jeg havde sagt: 'Nu tror jeg, at du skal hjem og sove den ud, og så tager vi en snak om det her mandag', siger hun.

Annette Heick meldte ikke sagen til politiet, Socialdemokratiet eller rådhuset.

- Sådan var tiden ikke. Det gjorde man ikke. Hvad skulle jeg have sagt? At jeg blev slikket i øret. Folk ville have slået en latter op, siger hun.

Annete Heick, der dengang boede i Sverige, mener, at det i dag er hendes pligt at oute Frank Jensen i denne sag.

- Der er tale om et menneske, der ikke kan opføre sig ordentligt, og så har han behov for enten at lyve eller have så lemfældig måde at opføre sig på, at han ikke gang kan huske det.

- Måske fordi det er en integreret del af hans personlighed, og det er, der er det interessante, siger Annette Heick.

Ekstra Bladet arbejder på en kommentar fra Frank Jensen.

Til B.T. udtaler han, at han ikke kan huske, om han var til stede ved arrangementet. B.T. skriver, at flere kilder og billeder dokumenterer, at han var til stede.

Få et overblik over forløbet, der endte i, at Frank Jensen gik af som overborgmester