Holdt dundertale for danskheden: Klarede dansk-test med røven i vandskorpen

Kun få dage efter Jim Lyngvild var i ophedet debat omkring danskheden, klarede han selv danskhedstesten med røven i vandskorpen

Lyngvild har danskheden kær, men skal hjem at læse på lektien hvis han også vil  være sikker på at klare indfødsretstesten næste år Foto: Ekstra Bladet
Lyngvild har danskheden kær, men skal hjem at læse på lektien hvis han også vil være sikker på at klare indfødsretstesten næste år Foto: Ekstra Bladet

Ekstra Bladets modediktator Jim Lyngvild deltog for få dage siden i en ophedet debat i DR-programmet 'Vi ses hos Clement', hvor han passioneret og høj rystet gav udtryk for sine holdninger til danskheden og indvandrerdebatten.

Blandt andet fortalte Jim Lyngvild om, hvor rasende han bliver, når politikerne taler om at forbyde svinekød i daginstitutionerne og frygten for at udefrakommende rykker ved grundpillerne i den danske kultur.

I dag tog Jim Lyngvild så indfødsretsprøven og med henblik på hans få dage gamle dundertale på DR, ville mange måske forvente, at Lyngvild ville klare testen med bravur og høste lutter rigtige svar i testens 40 spørgsmål.

Men sådan gik det ikke.

Med røven i vandskorpen
Modediktatoren klarede testen med 33 rigtige ud af 40 mulige og nåede dermed med nød og næppe grænsen på minimum 32 rigtige, som kræves for at bestå prøven.

Alligevel var modediktatoren tilfreds, da Ekstra Bladet snakkede med ham.

- Det var en dejlig test. Testen sidste år var direkte åndssvag. Denne her har man mulighed for at bestå, hvis man har et generelt kendskab til Danmark. Den er ikke unfair, og der var heller ikke trickspørgsmål, som der var sidste år, siger Jim Lyngvild og forklarer samtidig, at han en enkelt gang blev snydt af timeren på Ekstra Bladets version af quizzen.

Kultureliten
Han er i sær glad for testens kulturelle indslag, som han ifølge eget udsagn alle fik rigtige.

- Jeg synes, det er vidunderligt, at der er så mange kulturelle spørgsmål, som hvem har skrevet ”I Danmark er jeg født”. For mig er det en vigtig del af det at være dansker, at man kender dansk forhistorie, siger Jim Lyngvild.

- Nogle vil mene, at sådan nogle spørgsmål er ligegyldige?

- Det er overhovedet ikke ligegyldigt, hvorfor Danmark er, som vi er i dag. Vi er et af verdens ældste monarkier, og det er ikke ligegyldigt at kende til det danske sindelag og forhistorie. Om man skal være separeret, før man bliver skilt, er mere ligegyldigt. Det skal man jo nok finde ud af hen ad vejen. Eller hvornår der er europaparlamentsvalg. Det handler om, hvad der rører os danskere som mennesker, og der er kulturelle spørgsmål vigtigere, lyder det fra Lyngvild.

Dobbelt millionærvinder: En pandorasæske
I den modsatte grøft står den dobbelt vinder af quizprogrammet 'Hvem vil være millionær' og altmuligmand på Danmarks Radio, Anders Lund Madsen.

Trods sin store succes med multiple choice quizzer er han ikke udpræget begejstret for indfødsretsprøven, som han i øvrigt fik 38 rigtige ud af 40.

- Det er en bizar ting. Det er klart, at et statsborgerskab er noget af det fineste man kan få, og jeg er varm tilhænger af, at man skal gøre sig fortjent til det. Men prøven er en pandorasæske. Den kan være god eller dårlig alt efter, hvilke spørgsmål man får stillet, lyder det fra Anders Lund Madsen.

Foto: Peter Hove Olesen
Foto: Peter Hove Olesen
 

Lyngvild kan tjene penge på sin borg
I stedet mener han, at man burde få ansøgerne til at skrive et essay om, hvorfor netop de skulle have et dansk statsborgerskab for derefter at starte en udvælgelsesproces.

Meget i stil med den DR journalisten var igennem på Journalisthøjskolen og fejlede på Teaterskolen.

- Man burde lave nogle samtaler og måske en weekend på en herregård på Sydfyn. Her kunne man finde ud af, om da (ansøgerne, red.) faker eller virkeligt mener det. Weekenden kunne bestå af en række løbende prøver, hvor de bliver valgt til eller fra. Det ville også løse problemet med de mange tomme herregårde, man ikke kan leje ud. Så man kunne slå to fluer med et smæk, siger Anders Lund Madsen og tilføjer:

- Det vil også give Jim mulighed for at få nogle indtægter fra den vikingeborg, han har bygget. Jeg ved han, har prøvet at leje den ud. Og det er fair nok, når man har investeret i så meget tømmer nede på Sydfyn, så skal det forrente sig på en eller anden måde.

Grafikken er fjernet på grund af opdateringer på sitet.