Sig det med blomster.
Udtrykket er efterhånden alment brugt, men det er altså kun Interflora, der må markedsføre sig med det. Sådan har det været siden 1937, men det var man tilsyneladende ikke klar over hos Bitz Living.
Derfor satte selskabet for nylig gang i kampagnen 'Say it with flowers' i forbindelse med en ny kollektion af glasstel. Men den gik altså ikke, skriver SE og HØR.
Interflora fik ifølge mediet lavet en ekspertvurdering, der skulle undersøge, om kampagnen var et brud på blomstertjenestens varemærkeregistrering, og derfor tog selskabet kontakt til Bitz Living.
'Vi har i går haft en god dialog med Bitz Design, og de har uden diskussion valgt at ændre navnet på deres kampagne,' skriver Interfloras administrerende direktør, Kirsten Ægidius, til ugebladet.
Over for Ekstra Bladet bekræfter Kirsten Ægidius ligeledes sagen og tilføjer:
'Jeg har ikke yderligere kommentarer udover, at vi i Interflora er meget glade for, at Bitz (Bitz Living, red.) reagerer så positivt og hurtigt,' skriver hun i en mail.
I stedet for 'Say it with flowers' hedder kampagnen nu 'Wonderful vases', fremgår det af Bitz-hjemmesiden.
F&H: Har intet med Christian Bitz at gøre
Ekstra Bladet har været i kontakt med F&H, der bekræfter, at der har været kontakt med Interflora.
- Vi har haft en konstruktiv dialog med Interfloras direktør, og vi har selv foreslået at fjerne teksten på hjemmesiden. Det er foregået i ro og orden. Det er forkert at trække Christian Bitz ind i det her. Han har ingenting at gøre med markedsføringen og hjemmesiden, oplyser F&H.
F&H står bag Bitz A/S. Virksomheden ejer 60 procent af selskabet, mens Christian Bitz ejer de sidste 40 procent af, ligesom han i det offentlige virksomhedsregister er registreret som administrerende direktør.
Ikke første gang
I øjeblikket er der i fuld gang i en anden erstatningssag vedrørende Bitz-serien, der ifølge hjemmesiden 'er udviklet i tæt samarbejde med Christian Bitz'.
Sagen stammer fra 2016, hvor keramikeren Kasper Würtz anklagede Christian Bitz for plagiat af en række af hans produkter. Det var først Sø- og Handelsretten og siden Østre Landsret enige i, ligesom Bitz og F&H led det nederlag, at Højesteret ikke tog sagen op.
For nylig har erstatningssagen igen været behandlet i Sø- og Handelsretten, der skulle fastsatte erstatningens størrelse. Den sag venter der netop nu rettens afgørelse på.
Kasper Würtz kræver 40 millioner kroner i erstatning, mens F&H også mener, at deres virksomhed har lidt skade af nogle af de ting, keramikeren og hans lejr har sagt. Derfor har de fremsat en modkrav på tre millioner kroner i erstatning.
Kopidommen gjorde dog ikke så ondt på regnskaberne, at der ikke var overskud sidste år. 2021 gav et overskud i Bitz A/S på 5.052.277 kroner.
--------- SPLIT ELEMENT ---------
Hør Christel og Nicklaes fra 'Ex on the beach' tale ud om deres utroskabs-drama i 'Der er brev' herunder eller i din podcast-app. Begge to og Line Maria var onsdag til samme julefrokost, hvor Ekstra Bladet også deltog.