I en alder af bare 24 år gik musikeren Hugo Helmig bort for mere end en uge siden.
Onsdag i sidste uge døde han i sin lejlighed i København. Det skriver hans far, sangeren Thomas Helmig, på sin Instagram-profil.
'På dit alt for korte livs sidste aften, sad vi to sammen i sofaen i din lejlighed. Vi spiste og så 'Notting Hill', og vi snakkede og vi snakkede. Du var så fuld af håb, drømme og planer for fremtiden. Jeg var hos dig hele natten og mens du sov, gav dit lille hjerte op', skriver Thomas Helmig, der sammen med resten af familien har sagt et sidste farvel til Hugo Helmig.
Den unge musiker blev begravet torsdag. Det skriver hans ene storesøster, modellen Ulrikke Toft Simonsen, på sin Instagram-profil.
'I går begravede vi min yngste lillebror. Den sidste uge siden Hugo gik bort har været som et mareridt, man hele tiden tror, man vågner fra igen. Det er fuldstændig ubærligt og uvirkeligt, at han ikke er her mere, men uanset hvad, er han altid med os i vores hjerter,' skriver Ulrikke Toft Simonsen og fortsætter.
'Kære elskede Hugo, jeg ville ønske, jeg kunne gå en uge tilbage i tiden og sikre mig, at du virkelig forstod, hvor meget jeg elsker dig, og altid vil elske dig helt ind i knoglerne. Jeg kan ikke forstå, at du ikke skal vokse op og være onkel for min datter, og at jeg aldrig mere skal kramme dig og kysse dig, eller høre dig tudse rundt og se fodbold i min lejlighed, men minderne er for evigt,' skriver hun.
Sangeren blev begravet i sin hjemby, Aarhus.
Hugo Helmig var søn af musikeren Thomas Helmig og den tidligere topmodel Renée Toft Simonsen. Han var parrets eneste fælles barn i den sammenbragte familie, der ud over Toft Simonsens datter, Ulrikke, også talte hendes søn, Jens Kristian, samt Thomas Helmigs datter fra et tidligere forhold, Ida Marie.
Familien har hver især kommenteret Hugo Helmigs tragiske død på de sociale medier. Læs mere om det her:
Knust familie reagerer på Hugos død
Hugo Helmig har tidligere fortalt Ekstra Bladet om sit misbrug. Læs den historie her.
Popsangeren døde onsdag 23. november i København. Han blev 24 år