Hylder DR-program

DR's ønskekoncert 'Giro 413' fejrer 75 års fødselsdag i næste måned, og den populære sangerinde bliver en del af festen

73-årige Birthe Kjær synger live, når Giro 413 fejrer 75 års jubilæum. Foto: Anthon Unger
73-årige Birthe Kjær synger live, når Giro 413 fejrer 75 års jubilæum. Foto: Anthon Unger

Det kommer ikke til at gå stille for sig, når et af DR's ældste og mest populære radioprogrammer ønskekoncerten 'Giro 413' i næste måned kan fejre 75 års jubilæum.

13. oktober er det 75 år siden, programmet første gang var i æteren - den gang dog under navnet 'Lytternes ønskeprogram på grammofon'.

DR tager dog hul på fejringen allerede søndag 10. oktober, hvor en række af de kunstnere, som lytterne gennem årene igen og igen har ønsket at høre, når de i festlige anledninger har samlet ind til programmet i gamle sokker, sangskjulere eller hvad der ellers lige har været ved hånden, optræder live i jubilæumsprogrammet, der sendes direkte fra Tingkroen på Amager.

Blandt dem er Birthe Kjær, der med sine 73 år har to år mindre på bagen end programmet, som hun dog har lyttet til gennem hele sin opvækst.

- For mig er det lyden af min barndoms søndage. Når den varme søndagsmiddag stod på bordet, blev der tændt for 'Giro 413', fortæller hun, der den dag i dag også ofte lytter med.

Glæder sig
Fra de mange år som trofast lytter mindes hun sange som for eksempel 'I en sal på hospitalet', 'Åh, Marie jeg vil hjem til dig'  og 'Tag med ud og fisk'.

Den gang havde jeg jo slet ikke forestillet mig, at jeg en dag selv ville blive ønsket i programmet, siger hun.

- Jeg glæder mig virkelig til at være med, tilføjer hun.

Også Dorthe Kollo, Richard Ragnwald og Michael Winckler synger live i juliæumsprogrammet.

Solisterne vil netop den søndag byde på nogle af de største ’Giro 413’-klassikere, som stadig flittigt bliver ønsket. Lytterne kan for eksempel se frem til live-udgaver af ’Velkommen til verden’, Sommer og sol’, ’Hvide måge’, ’Skibet skal sejlet i nat’, ’Jeg vil vente ved telefonen’, ’Kære lille mormor’, ’Tennessee Waltz’, ’Gid du var i Skanderborg’ og ’Sølvstænk i dit gyldne hår’, skriver DR i en pressemeddelse.

Programmet fik sit nuværende navn i 1951.

Det var den daværende vært og DR-legende Otto Leisner, der valgte at omdøbe programmet til 'Giro 413' - opkaldt efter det gironummer, man kunne og stadig kan sende penge til og samtidig hjælpe socialt udsatte børn og unge under 18 år i Danmark.

På selve 75-års jubilæumsdagen – onsdag den 13. oktober – fortsætter 'Giro 413'-vært Peter Sten festen på P5. Det sker i programmet ’Giro 413 i 75 år’ mellem klokken 10.03 og 12.00. Udover nogle af de store hits fra ’Giro 413’s historie’ vil Peter Sten fortælle den festlige girokontos historie – gennem både fortælling, interviews og klip fra gamle udsendelser.