Da den danske realitystjerne Olivia Salo tirsdag sammen med en gruppe veninder i godt humør drog mod det kendte spisested Café Victor i København, hvor mange kendte kommer, for at få et par drinks, fik hun sig en grim overraskelse.
Ifølge Olivia Salo blev hun nemlig afvist i døren og nægtet et bord på grund af sine mange tydelige tatoveringer.
Det fortæller hun om på sin Instagram.
Færdig med danske mænd: Nu viser hun kæresten frem
'Jeg er lige blevet nægtet en plads på Victor på grund af for synlige tatoveringer. Lever vi i 1960?', skriver hun og fortsætter:
'Jeg forstår godt, at synlige tatoveringer på hals og hænder kan virke provokerende. Men jeg fik direkte at vide, at jeg ikke måtte sidde i restauranten, da mine tatoveringer var for synlige. Jeg er et høfligt menneske, der hverken skaber mig eller er ude i problemer. Jeg er seriøst i chok. Da dette er første gang, jeg nogensinde er blevet dømt på den måde ud fra den måde, jeg er udsmykket på', skriver hun videre.
Kan være overvældende
Over for Ekstra Bladet uddyber hun episoden.
- Historien er ikke så meget andet end, at mine veninder og jeg beslutter os for at skulle nyde en drink efter god mad for at afslutte aftenen. Victor er en hyggelig restaurant med gang i den, så vi beslutter os for at skulle afslutte aftenen der, siger hun og fortsætter:
Realitystjerne med 'chokerende' udmelding
- Da vi træder ind, får vi en plads i restauranten, og da jeg så skal aflevere min jakke til tjeneren konstatere han: 'Oh, you have tattoos' - en sætning, jeg er vant til at høre, da jeg kan forstå, at det kan være overvældende at bemærke mine tatoveringer. Det går så op for mig, at han siger det, fordi det er problematisk, siger hun videre.
Efterfølgende fik Olivia Salo angiveligt at vide, at hun ikke måtte have tydelige tatoveringer i restauranten, så enten kunne hun beholde overtøjet på eller forlade stedet.
- Min plan er ikke ligefrem at nyde en overbetalt cocktail i dunjakke, så jeg må akavet fortælle mine veninder, at jeg desværre ikke må sidde i restauranten, da mit udseende tilsyneladende er for provokerende. Jeg prøver lidt at 'sweettalke' ham med, at jeg altså er et ordentligt og høfligt menneske, der kun er ude efter at skulle nyde en drink med mine veninder, men det er han ligeglad med, siger hun og fortsætter:
- Så jeg vælger at tage mine ting og forlade restauranten uden at gøre det til en større ting, da jeg som sagt hverken vil skabe mig eller skabe problemer. Jeg er måske bare enormt uforstående over, hvordan mit udseende tilsyneladende kan være så stødende, at jeg simpelthen nu skal nægtes en plads, når jeg fredeligt kommer på en tirsdag aften, siger hun videre.
Dansk realitypar går fra hinanden: Jeg forstår det ikke
Ifølge Olivia Salo blev hun chokeret over afvisningen.
- Jeg troede nu, at vi var stoppet med at være så snæversynede. Nu er det jo heller ikke, fordi jeg har et hagekors tatoveret i panden.
Café Victor: Det er vores politik
Til Ekstra Bladet fortæller Carsten Bjerre, der er manager på Café Victor, at de har en politik om, at gæster ikke må have alt for tydelige tatoveringer.
'Det er en del af Café Victors gæstepolitik, at vi ikke ønsker et udtryk med meget dominerende tatoveringer. Det er en konkret vurdering fra gang til gang', skriver han i en mail til Ekstra Bladet.
'Vi har undersøgt den pågældende episode. Gæsten blev venligt bedt om at dække sine tatoveringer lidt til med sin skjorte. Det ønskede hun ikke, og på den baggrund valgte hun og veninderne at gå videre', skriver han videre.