Torsdag klokken 12 bliver Sille Lundquist bisat fra Søllerød Kirke. Det fremgår af en dødsannonce, som er underskrevet 'familien'.
'Dejlige Sille' står der øverst i annoncen, hvor det også fremgår, at Sille Lundquist døde 21. januar - bare 47 år gammel.
Ekstra Bladet har været i kontakt med Sille Lundquists efterladte, og de ønsker, at bisættelsen skal foregå uden opmærksomhed fra pressen, så de kan sørge i fred. Det bliver naturligvis respekteret.
Topmodellen Sille Lundquist er død: Blev kun 47 år
Det var Sille Lundquists datter, der med et rørende opslag på Facebook fortalte omverdenen, at hendes mor var rejst til Nangijala.
'21.1.18 rejste min smukke mor til Nangijala, eller himlen kan man også sige. Men jeg ville fortælle, at jeg ikke vil have, at vi skal huske hende, som hvordan og hvorfor hun rejste dertil, men hvor dejligt og fantastisk et menneske, hun var', skrev hun i opslaget.
Datteren skrev også, at hendes mor er død i en alt for tidlig alder, men at hun er meget glad for al den tid, de to alligevel har haft sammen.
- Jeg ved godt, at det er tidligt, at min mor rejste til Nangijala eller himlen, men jeg kan ikke beskrive, hvor taknemmelig jeg er, for alt jeg har fået af min mor, for ingen anden kan have fået så meget af sin mor, som jeg har fået af min, skrev hun i det følsomme opslag.
Både på Facebook og på Instagram er det strømmet ind med hilsner og mindeord.
Trist Alexander Kølpin om Sille Lundquists død: - Det gør ondt
På Instagram mindes den tidligere balletdanser Alexander Kølpin sin gode veninde med følgende ord:
'Skønne Sille, dit smukke sind og sjæl var lysende klar, ren og smittende. Med din dybde og indsigt er du helt sikkert det fineste sted med helende energi. Kærlighed til dig, Nikolaj og pigerne. Tak til dig', skriver han.
Til Ekstra Bladet uddybede han i sidste uge, at han har kendt Sille Lundquist, siden de var ganske unge.
- Hun var en rigtig god ven, som jeg har kendt siden vores ungdom. Vi var rigtig gode venner, siger en tydeligt berørt Kølpin.
- Det gør ondt at tænke på, at hun nu er væk. Og det gør ondt tænke på hendes familie, sagde Alexander Kølpin, der af hensyn til Sille Lundquists efterladte ikke ønskede at sige mere.
Topmodel døde som 47-årig - her er Super-Silles succeshistorie
Sille Lundquist selv på de sociale medier givet udtryk for, at hun har kæmpet med en kræftsygdom. I december 2017 delte hun et billede på Instagram, hvor hun ligger i en hospitalsseng. I den ledsagende tekst skrev hun, at hun håber, kræftbehandlingen vil være i stand til ’at gøre arbejdet’.
Lang karriere
Sille Lundquist begyndte sin modelkarriere i modebyen Milano i 1988, og hun var aktiv i elleve år, inden hun lagde karrieren på hylden. I sin tid som model lavede hun blandt andet flere forsider for store modemagasiner som Elle, og hun var blandt meget andet model for Triumph, Nivea og Femilet.
Sille Lundquists karriere førte hende både til Paris, Milano og New York, hvor hun boede skiftevis i løbet af hendes år som model.
Under sin modelkarriere nåede Sille Lundquist også at medvirke i James Bond-filmen 'Tommorow Never Dies', hvor hun gav den gas som dansende model i en af åbningsscenerne.
Startede eget firma
Sille Lundquist havde udover sin modelkarriere en bachelor i filosofi fra Københavns Universitet, og efter hun stoppede som model, begyndte hun at interessere sig for mindfulness, og hun uddannede sig derfor som coach.
I 2016 startede hun firmaet Being Human, der ifølge firmaets hjemmeside har til hensigt at hjælpe travle mennesker med at genskabe kontakten til sig selv.
I et interview med magasinet Psykologi har Sille Lundquist tidligere fortalt, hvorfor hun stoppede sin karriere som model og begyndte på sin bachelor i filosofi.
- Jeg var ved at blive sindssyg over det der pissehamrende overfladiske liv, så jeg var begyndt at tage kurser i filosofi og skulptur på NYU. Jeg har altid elsket at læse franske eksistentialister og drikke rødvin og tale om meningen med livet hele natten, og det havde jeg brug for mere af. Så jeg tog hjem, og begyndte at læse filosofi på Københavns Universitet. Og fortsatte samtidig arbejdet som model.
Sille Lundquist efterlader sig de to døtre Luna og Anouska og manden Nikolaj Kornum.