Fredag eftermiddag blev Henriette Zobel bisat fra Christians Kirke i København, hvor hundredvis af familiemedlemmer samt venner og bekendte var mødt op for at tage afsked med designeren og den tidligere model, der døde i en alder af 57 år.
Zobels to sønner, Alexander, 25, og Nicolai, 27, var begge tydeligt i sorg, da de ankom til Christians Kirke ti minutter før bisættelsen. Her gik de målrettet ind i kirken med blikket stift rettet mod indgangen og sorgen tydeligt malet i deres ansiger.
Under bisættelsen, hvor familiens præst, Flemming Pless, holdt tale, blev de to sønners store kærlighed til deres mor fremhævet flere gange.
- Drengene udtrykker, at de har lært kærligheden at kende gennem deres mor. Vores tanker går til jer begge i dag. I har mistet begge jeres forældre i løbet af få år. Jeg fornemmer, at I ved, jeres mor er et godt sted nu. Sammen med jeres far, som hun elskede, siden de mødtes, da hun var 17 år, sagde Pless i talen og fortsatte:
- Men over alt dette elskede hun jer med en kærlighed, der både var helt normal som fra en mor til sine børn, men også med den lysende karakter, som jeres mor havde erfaret gennem Gurumayi'.
Opløst af sorg
Efter talen blev Henriette Zobels kiste båret ud af blandt andre de to sønner, der var tynget af sorg - især den ældste søn, Nicolai, havde svært ved at holde tårerne tilbage.
De to lagde stille roser på deres mors kiste og omfavnede hinanden i et stort kram, inden rustvognen blev kørt væk.
- Drengene er i dyb sorg og er slet ikke i stand til at tale lige nu. Især Nicolai er helt ved siden af sig selv, sagde Flemming Pless i kølvandet på bisættelsen til Ekstra Bladet og understregede dermed, at de to sønner var for kede af det til at sætte ord på deres sorg over for pressen i forbindelse med bisættelsen.
Men i salmehæftet, som blev delt ud til gæsterne, der deltog i bisættelsen, var der til et billede af unge Zobel med sine drenge, da de var små, en sidste rørende hilsen fra sønnerne.
'Vi elsker og savner dig'.
Første ord fra sønnerne efter Zobels død
'Vi værdsætter alt, hvad du har lært os, og vi skal nok klare os herfra.'
'Nu må I (Henriette og Peter Zobel, red.) passe godt på hinanden', stod der i en hilsen fra de to sønner, der nu er forældreløse.
De to mistede deres far, Peter Zobel, i 2017.