I massiv modvind efter tv-program: 'Du burde skamme dig'

Christian Bitz er havnet i en regulær shitstorm på Facebook i kølvandet på onsdagens 'Kontant' på DR1

Christian Bitz' Facebook-side overstrømmes af kritiske kommentarer. Foto: Rasmus Flindt Pedersen
Christian Bitz' Facebook-side overstrømmes af kritiske kommentarer. Foto: Rasmus Flindt Pedersen

Ernæringsekspert Christian Bitz blev i foråret dømt i Østre Landsret i en langvarig sag om ophavsret, men selvom sagen har stået på i årevis, er den endnu ikke slut.

For efter landsretten slog fast, at Christian Bitz sammen med grossisten F&H A/S har krænket keramiker Kasper Würtz' ophavsret med deres spisestel i stentøj, har Christian Bitz valgt at anke dommen til Højesteret.

Onsdag blev sagen så taget op i DR-programmet 'Kontant', hvor Kasper Würtz giver sin version af sagen.

Og det har skabt en regulær storm af vrede kommentarer, både på programmets Facebook-side og på Facebook-siden Bitz Living, som promoverer stellet fra Christian Bitz og F&H.

'Så usmageligt, får ondt i maven, når jeg ser programmet. Tyveri', skriver en bruger.

'Havde jeg vidst, at du lavede kopivarer, havde jeg aldrig købt dine ting. Du burde skamme dig Christian Bitz', skriver en anden.

'Vi tager ned til Imerco og forlanger pengene retur for de hælervarer, de har solgt os', skriver en tredje, mens flere andre blot skriver 'føj' eller kommenterer med emojis, der kaster op.

I skrivende stund har opslaget på Facebook-siden for 'Kontant' flere end 600 kommentarer, hvoraf langt de fleste er negative.

Til Ekstra Bladet skriver Christian Bitz i en sms, at han ikke har nogen kommentarer til sagen for nuværende.

Disse er en del af de produkter, sagen handler om. Foto: PR
Disse er en del af de produkter, sagen handler om. Foto: PR

Her ses et billede brugt i retten, hvor stellet er blandet
Her ses et billede brugt i retten, hvor stellet er blandet

'Dybt uforstående'
Det er heller ikke lykkedes for 'Kontant' at få et interview med Christian Bitz i forbindelse med sagen.

I stedet har han sendt programmet en skriftlig udtalelse, hvor han nægter at have kopieret noget som helst.

Over for Ekstra Bladet har Christian Bitz også tidligere afvist, at der skulle være tale om plagiat.

'Vi har naturligvis ikke kopieret noget som helst, for det pågældende stel bunder i en keramiktradition, der har flere hundrede år på bagen, og jeg forstår på ingen måde, hvordan retten har nået denne dom', lød det fra Bitz efter landsrettens afgørelse i foråret.

'Vores stel er originalt udviklet, og alle, der har tallerknerne ved siden af hinanden vil kunne se, at der er væsentlige forskelle, så jeg er dybt uforstående over for Østre Landsrets dom, som vi nu skal have nærlæst', skrev han videre i den forbindelse.