Nyt år, ny Anders Matthesen.
I hvert fald hvis man skal tro den 46-årige komikers egen podcast 'Den hvide væg', som udkom med første afsnit kort tid før årsskiftet.
Her fortæller 'Ternet Ninja'-skaberen, at han planlægger at skulle igennem et stort vægttab i løbet af 2022.
- Jeg lover, at jeg vil tabe mig, så jeg kommer ned på 75 kilo, inden året 2022 er slut. Jeg har ligget på 105-106 kilo hele året her, og nu kan jeg mærke, at jeg synes, det begynder at hæmme mig lidt, siger han og fortsætter:
- Til at starte med var det meget hyggeligt bare at æde noget kage og sådan lidt, men nu gider vi ikke den identitet længere. Nu vil jeg gerne være lidt mere let til bens.
Derudover fortæller Matthesen, at han med opbakning fra sin yngste søn allerede i december ramte 90 kilo, og at han derfor har tillid til, at han nok skal nå sit mål.
Ekstra Bladet har forsøgt at få en kommentar fra Anders Matthesen, men han er skrivende stund ikke vendt retur.
Stor succes
I 2021 opnåede Anders Matthesen stor succes med filmen 'Ternet Ninja 2', som omtrent en million danskere gik i biografen for at se.
Om der kommer en efterfølger, er endnu ikke planlagt, men han lover i podcasten som et andet nytårsforsæt, at han vil gøre sig umage for at få en historie på plads til tredje film i rækken.
Hvis du ligesom Anders Matthesen har sat som dit nytårsforsæt, at du vil tabe dig, får du eksperternes bedste råd her.