Ekstra Bladets journalist i en sms til sin 18-årige datter:
'Hej skat. Kender du egentlig influenceren Louise Madsen?'
'Ja.'
'Har du så også hørt om hendes irriterende overbo, der chikanerer hende konstant?'
'Ja da. Steffen Hou ...?'
--------- SPLIT ELEMENT ---------
Forfatter og dokumentarist Steffen Hou er 46 år, far til to børn og bor i en ejerlejlighed på fjerde sal i en lækker ejendom i centrum af København. Lige nedenunder på tredje sal bor den populære influencer Louise Madsen, 19, til leje.
De to er dog ikke just på julekort, for Louise Madsen har sørget for, at et betydeligt antal især unge mennesker har fået mulighed for at lære hendes overbo at kende på godt og ondt.
Mest på ondt.
Hun har 100.000 abonnenter på sin YouTube-kanal samt hele 170.000 følgere på Instagram og besidder som idoliseret influencer derfor en enorm magt med en rækkevidde ud over det sædvanlige.
En magt, hun gennem i hvert fald det seneste halve år i videoer på YouTube og stories på Instagram har udnyttet til at hænge sin overbo ud som 'manden i opgangen, der chikanerer hende.'
Artiklen fortsætter under billedet ...
Influenceren har, siden hun som 18-årig flyttede ind i ejendommen i 2020, modtaget flere klager på mail fra ejerforeningen med Steffen Hou som underskriver. Han er nemlig formand for ejerforeningen og dens bestyrelse og har derfor som budbringer med opbakning fra de øvrige i bestyrelsen sendt klagerne til Louise.
Støj fra fester
Blandt andet har der ifølge bestyrelsen været støj og høj musik fra fester, svineri i gård og på trapper, tis i gård og opgang, glasskår og serpentiner i opgang og uforsvarlig brug af åbent vindue i blæsevejr med fare for nedstyrtning.
I stedet har hun konverteret det til et personligt opgør mod Steffen Hou, som hun i sine videoer gør nar ad, og som hun mener bevidst går efter at genere hende.
Ekstra Bladet har set eksempler på, at Louise og Steffen normalt skriver pænt sammen på sms. Men det billede, hun derimod tegner udadtil, er, at Steffen Hou forfølger hende med mails, har tilkaldt politiet for at genere hende og har låst sig ind i hendes lejlighed, mens hun sov.
Intet af det er vel at mærke sandt, siger Steffen Hou. Han mener, at Louise Madsen udnytter ham til at skabe løgnagtigt, men spændende konflikt-stof på sine profiler.
Artiklen fortsætter under billedet ...
'Måske har I fået en fornemmelse af, at der er en i min opgang, der vitterligt chikanerer mig. Nu bliver jeg sikkert dømt for injurier. Han har før truet mig med advokat, fordi jeg har sagt, at han var gået ind i min lejlighed, mens jeg sov, hvilket han også gjorde!,' siger Louise Madsen i en af sine mange populære YouTube-videoer.
Artiklen fortsætter under boksen ...
Hendes ord - deres sandhed
Det ryster Steffen Hou, at han er blevet offer for så alvorlige beskyldninger.
- Hendes ord bliver jo til 270.000 følgeres sandhed. De æder alt fuldstændigt ukritisk. Jeg er den emsige nabo, der er konstant efter hende. Det er jo skidegodt content. Hun har omtalt mig som 'en gnom', og folk skriver til mig, at jeg er et gammelt svin, der forfølger en ung pige.
- Hun har i mig fundet en hadefigur, et fikspunkt, hun kan vende tilbage til over for sine mange følgere. Hun er jo ikke ansvarlig for, hvad den enkelte gør, men hun er ansvarlig for at inddrage sine følgere i det til at starte med og hænge 'overboen' ud, siger en chokeret Steffen Hou til Ekstra Bladet.
Artiklen fortsætter under galleriet ...
Eksempler på hadbeskeder til Steffen Hou fra folk, der forsvarer Louise Madsen. Tryk på 'fuld skærm' for forstørrelse og slide på pilene
I den seneste tid er Steffen Hou da også begyndt at modtage hadbeskeder og trusler dagligt, ligesom hans gamle far og små børn er blevet inddraget i beskederne. Det er ifølge Steffen Hou især eskaleret, efter at Louise Madsen omkring nytår endnu en gang rasede og i en story stod og pegede op mod hans lejlighed, mens hun råbte og skreg.
Og når Louise Madsen raser, så raser store dele af hendes følgere med.
Frygter for karrieren
Snakken om Steffen Hou er således i den seneste tid taget til og rykket over på internetsiden Reddit i tråden 'Influencer Gossip', hvor han nærmest er blevet et internet-fænomen. Her er hans navn lækket, og de fleste kender nu hans rigtige identitet.
Derfor strøg han til tasterne for at skrive et langt Facebook-opslag om sagen som damage control.
- Jeg ønsker ikke at fremstå som offer. Men det her har fået og kan få ubehagelige og alvorlige personlige konsekvenser for mig, og jeg har et ansvar for at bringe det til torvs, når en ung influencer med magt på den måde ikke aner, hvad hun sætter i gang, så der kan komme fokus på den slags. Det er dybt problematisk. Influencere skal være deres ansvar bevidst. Det er en principiel sag, der handler om alvoren i, hvor skadeligt det her kan være for mit virke.
- Jeg lever af min troværdighed i mit job, hvor jeg blandt andet pitcher True Crime-indhold til store internationale streamingservices. Der skal ikke stå sådan noget om mig på nettet, og jeg skal ikke løgnagtigt fremstilles som en tosse fra fjerde sal, der stalker en ung pige og går ind til hende om natten, fnyser Steffen Hou.