Den tidligere 'Paradise Hotel'-deltager Amanda Palm lider af hudsygdommen psoriasis, der betyder, at den kønne tv-personlighed med egne ord i perioder forvandler sig til 'en lyserød leopard'.
Det var hårdt i folkeskolen, hvor hun ikke havde lyst til at gå i shorts og t-shirt om sommeren, og hun oplevede at blive gjort nar ad.
'I gennem mit liv har jeg rigtig mange positive historier at fortælle. Men jeg har også mange negative, som for eksempel at blive peget på i svømmehallen, eller at nogle i mine unge år syntes det var sjovt at sige, at det smittede - og det gør det naturligvis ikke. Psoriasis er en arvelig hudsygdom. Det er ikke sjovt at opleve disse grimme sider fra andre mennesker', skriver hun i en besked til Ekstra Bladet.
Det tog hende år at lære at hvile i sin hudsygdom, og sådan behøver det ikke være for andre. Til sine flere end 50.000 følgere på Instagram har hun lagt billeder op af sin psoriasis med det formål, at unge mennesker skal vide, at det er helt okay at have.
'Jeg har valgt at dele disse billeder, fordi jeg ved, hvor mange mennesker der kæmper med psoriasis, som kæmper med at acceptere det og føler skam over det. Og det synes jeg er synd. For det skal simpelthen ikke være med til at nedsætte ens livskvalitet', skriver hun til Ekstra Bladet om baggrunden for at dele billederne og tilføjer:
'Vi har kun et liv, og det skal simpelthen ikke bruges på at skamme sig over en skide hudsygdom, som du alligevel ikke kan gøre noget ved, at du har.'
Smittet med coronamutation: - Den er helt forsvundet
'Knuser mit hjerte'
Amanda Palm fortæller, at hun ofte har fået henvendelser fra unge mennesker med psoriasis. De fortæller, hvor hårdt det har påvirket deres selvtillid, og det håber Amanda Palm, at hun kan være med til at ændre på.
'Det knuser mit hjerte hver gang, jeg får disse beskeder. Jeg vil så gerne være med til at sparke noget 'fornuft' ind i hovedet på de smukke mennesker, som simpelthen er nødt til at se udover det. Nyd nu jeres liv. Alle omkring dig elsker dig som du er', skriver hun og runder af med et råd:
'Mit råd til jer, der kæmper med denne hudsygdom, det er at stoppe med at tage det så tungt. Jeg ved, at det er lettere sagt end gjort, men det er simpelthen ikke værd at ofre smilet på dit ansigt for. Livet er for kort til at hænge sig i ting, man alligevel ikke kan gøre noget ved', skriver hun.