Den kendte danser Silas Holst er i stor sorg.
Hans far, Benny, som i flere år har lidt af sygdommen Alzheimers, er mandag aften gået bort, skriver han i et opslag på Instagram, som Ekstra Bladet har fået lov til at dele.
'Guderne må vide, at vi bestemt ikke har set ens på verden altid, men jo ældre vi blev, jo mere forstod vi. De gode minder fylder i dag. Og det er dejligt,' skriver han og fortsætter:
'Flyv godt og flyv flot, far. Solen står klart på himlen til en smuk tur over Køge Bugt. Og hvor mærkeligt og trist det end er ikke at have en far længere, er roen i, at dine smerter er væk og dit sind endelig har fået fred, større'.
Sagde farvel hver gang
Silas Holst har tidligere fortalt til Ekstra Bladet, hvordan han oplevede den sygdom, der langsomt fik hans far til at ændre sig og til sidst forsvinde helt fra ham.
Hver gang, han besøgte sin far, ringede han således til plejehjemmet for at høre til hans tilstand, så han kunne være forberedt på, hvad der ventede.
– Men meget kan nå at ændre sig på den tid, det tager at køre fra København. Så jeg ved aldrig, hvad der venter, når jeg træder ind i hans stue. Man skal hele tiden være på forkant og forvente det værste, fortalte han dengang og fortsatte:
–Som pårørende er det en kæmpesorg at se et menneske ’forsvinde’ på den måde - og at vide, at det kun bliver værre. At have det, som min far har det, og at være så hjælpeløs, det er det sidste, han ville have ønsket sig.
Her kan du læse mere om, hvordan man som pårørende kan tackle demenssygdomme.