Ikonisk DR-program genopstår

Peter Qvortrup Geisling trækker igen i den hvide kittel og sætter sig bag 'Lægens bord'

Peter Qvortrup Geisling er hen over sommeren aktuel i seks udgaver af 'Lægens bord - special'. Foto:  Agnete Schlichtkrull/DR
Peter Qvortrup Geisling er hen over sommeren aktuel i seks udgaver af 'Lægens bord - special'. Foto: Agnete Schlichtkrull/DR

Fællessang, surdejsbrød og slow-tv er nogle af de ting, som mange danskere har taget til sig under coronakrisen.

Vi har opdaget, at det der med at sætte farten lidt ned, måske ikke er så tosset endda - og det har tv-stationerne også.

På DR har en af de helt store seermagneter de seneste måneder været 'Lægens bord - corona', som i et absolut adstadigt tempo og med Peter Qvortrup Geisling som vært har endevendt den frygtede virus.

Legendarisk DR-program vender tilbage

Programmet, der i sin originale form blev skabt tilbage i 1997, har været så populært, at DR nu har besluttet, at det skal genopstå - uden corona.

- Jeg synes ellers nok, at jeg har en vis fornemmelse for seertal, men interessen for 'Lægens bord - corona' har virkelig overrasket os. Derfor er det blevet besluttet, at vi tager det gamle koncept op igen, siger Peter Qvortrup Geisling til Ekstra Bladet. 

Det vil naturligvis være en mere tidssvarende udgave af 'Lægens bord', seerne vil kunne se efter sommerferien.

- Men tempoet er det sammen som i Poul Thomsens programmer i gamle dage. Han var mit største idol. Han startede med at sige dav og så tog han et brev frem. Så kørte det derfra, siger Peter Qvortrup Geisling, der mener at 'Lægens bord' måske er mere aktuelt end nogensinde.

- Sundhed er blevet danskernes nye religion. Det er virkelig noget, folk går op i, siger han.

Det er stadig breve fra seerne om alt fra lungebetændelse til ligtorne, der vil være omdrejningspunktet i 'Lægens bord'.

- Og så er hele ideen med programmet jo, at når vi tager en problemstilling op, så vil der også være bud på løsninger. Programmet skal give folk værktøjer og er krydret med håb, siger tv-lægen.

Sådan taler du med dit barn om coronavirus

Gennem de år og hundredvis af programmer Peter Qvortrup Geisling stod i spidsen for frem til 2005, havde han løbende ideer til forbedringer og videreudvikling af programmet. Langt fra det hele blev ført ud i livet.

- Men det har vi muligheden for, nu hvor vi starter på en frisk. Vi får også et nyt og virkelig smukt studie, der slet ikke ligner et studie. Det ser ud som en lægekonsultation, som sådan en burde se ud, siger han.

'Lægens bord - corona' sendes på sommerferie onsdag aften.

- Hvis corona stadig fylder, når 'Lægens bord' er tilbage i august, vil vi selvfølgelig have fokus på det. Men også på andre ting. Så folk kan bare begynde at skrive ind, opfordrer Peter Qvortrup Geisling.

'Lægens bord' vender tilbage torsdag 20. august klokken 21.25.