Imerco fanget i Bitz-krig: - Vi tager kraftigt afstand

Christian Bitz' varer er stadig på hylderne i Imerco, og det skaber stor frustration hos rigtig mange danskere. Hos Imerco tager man sagen meget alvorligt

Administrerende direktør hos Imerco, Frederik Brønnum, er svært overrasket over sagen og kræver forklaring fra leverandøren F&H. Foto: Casper H. Christensen/Ritzau Scanpix
Administrerende direktør hos Imerco, Frederik Brønnum, er svært overrasket over sagen og kræver forklaring fra leverandøren F&H. Foto: Casper H. Christensen/Ritzau Scanpix

De nye oplysninger, der er kommet frem i striden om Christian Bitz' kopivarer i DR's 'Kontant', bliver taget meget alvorligt hos isenkræmmer-kæden Imerco.

- I bund og grund er det her jo en virkelig uheldig sag. Der kom meget ny viden frem i om den her strid. Det har overrasket mig, og vi tager det meget, meget alvorligt, siger administrerende direktør Frederik Brønnum til Ekstra Bladet.

- Vi tager kraftig afstand fra det, der er foregået.

Han fortæller, at Imerco har indkaldt leverandøren F&H til samtale mandag.

- Bliver det med henblik på en reprimande eller boykot af Bitz-varerne?

- Det bliver med henblik på at få en forklaring og finde hoved og hale i hele den her sag.

Leverandør har ansvaret
Imerco fjernede det stel, sagen omhandler, allerede da landsretten afsagde dom i sagen. Men om Imerco vil fjerne de resterende Bitz-produkter, vil direktøren endnu ikke sige.

- Meget af kritikken i den her sag går jo på, at han kan fortsætte med at skovle penge ind, mens sagen fortsætter. Synes I ikke, I bidrager til det, når I fortsætter salget af de andre produkter?

- Nej, det synes jeg ikke. Vi køber jo produkter i god tro hos vores forhandlere. Vi har en stærk designkultur og støtter alle små og mellemstore designere. Ikke kun keramikere. Ansvaret ligger hos F&H som leverandører.

Vrede blandt danskerne
At sagen har vakt vrede blandt danskerne er til at tage og føle på, hvis man besøger Imercos Facebook-profil, hvor flere brugere varsler boykot af Imerco, hvis ikke der handles.

Og kritikken kan høres på direktionsgangen.

- Vi lytter til den. Det er svært at svare alle, men vi lytter til den, når den er konstruktiv. Ikke når det bliver usagligt og grimt, siger Frederik Brønnum.