Indbrud i sommerhus: Bestjålet for 'uvurderlig værdi'

Kristian Hornsleth fortæller at han har haft indbrud i sit sommerhus, og flere originale værker er blevet stjålet

Foto: Ritzau Scanpix
Foto: Ritzau Scanpix

Provokunstneren Kristian Hornsleth fortæller, at han har haft ubudne gæster i sit sommerhus, som han for nylig har sat til salg.

- Jeg er paf og chokeret. Det er en meget ubehagelig følelse, at nogen bryder ind i ens hus og stjæler alt, siger Kristian Hornsleth til Ekstra Bladet.

Ved indbruddet i sommerhuset blev der blandt andet stjålet fire originale malerier af ældre årgang. Malerierne er fra de sene 90'ere, hvor Hornsleth udtrykte sig følelsesmæssigt og politisk ukorrekt.

- De fire malerier har en uvurderlig værdi, fortæller han.

Sommerhuset blev totalt renoveret i 2020. Foto: Nybolig
Sommerhuset blev totalt renoveret i 2020. Foto: Nybolig

Det var byggestenene og grundlaget for hans karriere som kunstner, hvorfor de har en stor betydning for kunstneren.

- Jeg undrer mig over, hvordan tyvene vil afsætte kunsten. Ingen ønsker at købe stjålne værker, og jeg tilbyder hermed at droppe anklagerne, hvis værkerne returneres, siger Kristian Hornsleth, der udlover et originalt kunstværk af kunstneren selv, hvis tyvene findes.

Ud over de fire malerier er der også blevet stjålet PH Artichoke-lamper til en værdi af 180.000 kroner og flere Arne Jacobsen møbler herunder Ægget, to Svaner og flere Syver-stole.

Hornsleth ejer sommerhuset, som er til salg, med flere andre. Foto: Nybolig
Hornsleth ejer sommerhuset, som er til salg, med flere andre. Foto: Nybolig

Kunstnerens eksklusive feriebolig i Nordsjælland er stadig til salg, og for at overtage nøglerne skal der betales 8,9 millioner kroner, som er det prisskilt provokunstnerens sommerhus på 231 kvadratmeter har ramt markedet med.

Nordsjællands Politi bekræfter over for Ekstra Bladet, at de har modtaget en anmeldelse på adressen.