Vi kender stedet som vores egen bukselomme, for vi har været der før.
I søndags var Ekstra Bladet på besøg på fjerde sal i den pæne opgang i en luksusejendom lige i smørhullet af København.
Dengang hed værten Steffen Hou, en dokumentarist og forfatter på 46 år, som bor øverst oppe.
Se videointerview med Louise Madsen her. Artiklen fortsætter efter videoen ...
Torsdag er det så hans underbo på tredje, den 19-årige populære influencer Louise Madsen, som lukker os ind i lejligheden, der ligner noget fra et eksklusivt boligkatalog.
Hun har et afdæmpet smil på læben. Overraskende nok. For i den seneste tid har der faktisk ikke været meget at smile ad for hende – eller overboen Steffen Hou.
Sammen med ham er hun således midtpunkt i Danmarks lige nu vel nok mest omtalte nabostrid. Men i virkeligheden er der nok bare tale om to fredelige mennesker med påstande mod påstande, beviser mod beviser, som for længst burde have sat sig ned og drukket en skoldhed kop forsoningskaffe.
Artiklen fortsætter under boksen ...
Privatliv og business adskilt
Sådan er det dog langtfra gået. Parterne er enige om at være uenige på stort set alle parametre. Men på ét centralt punkt er der konsensus: Striden mellem underboen og overboen burde have været holdt internt.
- Jeg har delt ud af mit liv, siden jeg var 11, så jeg deler min hverdag med op- og nedture, og denne nabostrid har ligget som en frustration i min hverdag. Nu kan jeg se og erkender, at jeg ikke skulle have taget en nabostrid op offentligt. Det er noget, der ligger til den private side, og uanset hvor frustreret jeg kan være, så kan det nå helt derud, hvor det eskalerer, og hvor det rammer nogen personligt. Jeg synes selvfølgelig ikke, at det er okay, at jeg har snakket om en anden person offentligt, og det har jeg også taget med mig og lært af, siger Louise Madsen og fortsætter:
- Som influencer har man et kæmpe ansvar, og man er nødt til at adskille privatliv og business, for det kan godt være, at jeg deler ud af min hverdag og kommer meget tæt ind på følelser og relationer, men det er aldrig nogen god idé at inddrage fremmede, da det har nogle konsekvenser i sidste ende. Det har heller aldrig været min intention, at folk skulle finde frem til min nabo. Jeg vil stærkt fraråde alle at skrive til ham eller kontakte ham på vegne af mig, siger Louise Madsen.
Det har været voldsomt for den 19-årige at møde bagsiden af den normalt så skinnende medalje som idoliseret influencer.
- Jeg synes, det har været nogle voldsomme dage. Jeg har faret rundt, og jeg synes selvfølgelig ikke, at det har været behageligt, at denne situation er eskaleret. Jeg har helt sikkert lært en masse af det her, for det er gået op for mig, hvor stor en magt vi influencere har, og hvordan vores stille og rolige ord kan blive vendt og drejet. Det er ligesom den her sneboldeffekt, der kommer, lyder det.
Afskyelige hadbeskeder
Og netop en snebold har ikke kun ramt modstanderen Steffen Hou lige i ansigtet, men også hende selv, efter at overboen stod frem og fortalte, at han fik trusler og hadbeskeder. For pludselig voksede 'Team Hou' - og Louise fik samme voldsomme behandling i cyberspace som ham.
Hadbeskeder til Louise Madsen i kølvandet på Ekstra Bladets første artikel, hvor overboen Steffen Hou stod frem. Tryk på 'fuld skærm' for at forstørre, og slide på pilene.
Afviser drama i videoer
Steffen Hou har beskyldt hende for udnytte ham til at skabe drama-indhold på sin profil. Det afviser hun.
- Igen er det vigtigt for mig at pointere, at jeg ikke har pyntet på noget for at få flere visninger. Når jeg deler mig, så deler jeg sårbare mig. Jeg snakker i øjenhøjde til mine følgere. Jeg føler ikke, det her har gavnet min karriere og brand særligt meget, fordi jeg er blevet fremstillet som en løgner. Men tid heler alle sår. Jeg ved, at alle mine følgere er med mig her, og jeg har ikke mistet nogen fra mit community. De kan sagtens se det fra min side.
- Men er dine følgere ikke inhabile?
- Jeg kan godt forstå, at man tænker om mine følgere, at de ser op til mig og tror på mig (uanset hvad, red.), men alt det, jeg siger, har jeg belæg for, og det kan jeg også dokumentere. Jeg lyver ikke.
Louise Madsen har i nogle af de videoer, hvori hun har talt om Steffen Hou, tituleret ham 'overboen' og samtidig været voldsom i retorik og bevægelser. Hun har bl.a. kaldt ham for 'gnom' og rakt fuckfinger op mod hans lejlighed.
- Fortryder du noget, eller står du ved de ting, du har sagt?
- Som jeg har sagt flere gange, fortryder jeg, at sagen blev offentlig. Jeg ved ikke, om gnom ligefrem er et voldsomt udtryk. Jeg synes, der om os begge har været brugt meget voldsomme udtryk i denne sag. Men ja, jeg har været ked af det og meget frustreret, og det kommer til udtryk i mine videoer.
Misforståelse om nattelurer
- Steffen Hou har især været ked af, at han er hængt ud som voldtægtsmand og klam, gammel overbo blandt dine følgere. Hvad kan du sige om det?
- Jeg vil gerne afkræfte alle de rygter, der har været om, at han har været INDE i mit soveværelse. Det er aldrig forekommet. Der har været en episode, hvor jeg har sovet i mit soveværelse – med lukkede døre – hvor han har været inde i min lejlighed. Men han er ikke gået ind i min lejlighed og kigget på mig, mens jeg har sovet, som nogen har fået det pustet op til, og jeg vil gerne sige, at han aldrig har haft nogen intention om at gøre mig noget ondt inde i min lejlighed.
- Hvad er næste skridt. Kan der lægges låg på den her strid?
- Jeg håber da, at vi begge to kan slå en streg over, at det her er blevet så stort i medierne, og at vi kan se hinanden som to personer, der har haft to forskellige sider af en sag. At vi begge kan komme ud af det her som gode naboer igen.
--------- SPLIT ELEMENT ---------
Hør om Louise Madsens nabostrid med dokumentaristen Steffen Hou i denne uges udgave af Kvindetribunalet. Lyt med herunder eller i din foretrukne podcastapp