Til sommer går en af Julie Zangenbergs største drømme i opfyldelse.
Snart går den 32-årige iværksætter og forretningskvinde nemlig på barsel og tæller ned til, at hun og hendes forlovede, gourmetkokken Andreas Bagh, bliver forældre for første gang.
- Jeg har dage, hvor jeg fresker ud og ikke føler mig særligt sej. Heldigvis er jeg sammen med en mand, som jeg er meget, meget forelsket i, og som støtter mig og er på hold med mig. Vi er sammen om det her.
- Det er fantastisk at mærke og opleve, men det er også noget, jeg kræver, fordi jeg har en virksomhed af en vis størrelse, som også betyder meget for mig. Som kvinde i 2021 skal man have lov til at lave en familie og stadig værne om at gå efter sine drømme.
De fleste kender nok Zangenberg som skuespiller, men foreløbig er skuespillet sat på standby. Hun understreger dog, at hun bestemt ikke har pensioneret sig selv.
- Det lyder jo helt sindssygt, men jeg har været i gang, siden jeg var 11 år og har givet ekstremt meget af mig selv.
- Jeg har elsket det og er klar over, hvor privilegeret jeg er, for det er et arbejde, mange vil give armen for. Men jeg har arbejdet stort set nonstop med det i 20 år, og det har også været hardcore.
Kollapsede af stress
Julie Zangenberg var lige blevet teenager, da mange kom på fornavn med hende, så hun husker nærmest ikke tiden før det.
- Jeg har fundet en måde at leve i det på, at der nok er nogle, der ved, hvem jeg er. Men det er da specielt at stå i Superbrugsen og købe tamponer, når der bliver kigget ekstra på dine varer, og der har været situationer, som har været rigtigt svære.
- Mit liv har på nogle punkter været underholdning for andre.
Passionen har været drivkraften, og grunden til at hun har taget det sure med det søde.
- Var jeg træt eller have ondt, kunne jeg stadig fortsætte. Jeg så slet ikke faresignalerne - indtil jeg tog til Thailand med min kæreste, fortæller Julie Zangenberg.
Lige inden rejsen holdt hun jobsamtaler og kunne pludselig høre sig selv sige ting, der simpelthen ikke gav mening.
Da hun og Andreas kom til Thailand, kollapsede hun.
- Det ramte det mig som et fysisk stressanfald. Kroppen sagde simpelthen stop og gik i angst. Andreas måtte agere sygepasser de dage, vi var afsted, fortæller Julie Zangenberg.
- Det var et wake-up call. Jeg var nødt til at sige fra og skære fra. Og Cozy var det eneste, jeg havde lyst til.
Forældre om lidt
Julie Zangenberg blev direktør og ejer af Cozy by JZ i 2019.
I 2016 mødte Julie Zangenberg sit livs kærlighed, Andreas Bagh, efter at have spist på D'Angleterres restaurant, Marchal, hvor han frem til februar i år var køkkenchef.
Sidste sommer friede han, og brylluppet skal formentligt stå om et års tid, for denne sommer bliver parret nemlig forældre, når deres lille søn kommer til verden.
- Det har været et stort ønske for både mig og Andreas at få børn. Vi er to mennesker, der har valgt at få et barn sammen, og jeg ville heller ikke kunne få et barn med en mand, hvor jeg ikke havde fornemmelsen af partnerskab. Så jeg er sikker på, at vi nok skal finde ud af det hele, siger Julie Zangenberg og smiler.