- Jeg tænker at han er bindegal

Producer Kristian Danholm fortæller om flere episoder med chikane begået af Mads Aagaard

Mads Aagaard er blevet sendt hjem fra DR efter flere henvendelser om krænkende adfærd. Foto: DR/Anders Beier
Mads Aagaard er blevet sendt hjem fra DR efter flere henvendelser om krænkende adfærd. Foto: DR/Anders Beier

Søndag stod 12 kilder frem i Berlingske og fortalte, at de er blevet udsat for krænkelser, trusler og chikane af forskellig art af DR-vært Mads Aagaard Danielsen, der senest har været vært på radioprogrammet 'Shitstorm' på P1 og 'DM i hadbeskeder'.

Ifølge en mailkorrespondance, som Ekstra Bladet har set, blev DR i august 2019 orienteret om, at Mads Aagaard Danielsen havde en truende og aggressiv adfærd. Alligevel fortsatte han med at være vært på DR, og kanalen valgte ikke at gøre mere ved sagen før for to uger siden, hvor værten blev sendt hjem.

En af de personer, der har oplevet chikanerende adfærd fra Mads Aagaard, er producer Kristian Danholm, som ligeledes fortæller sin historie i Berlingske.

Sammen med Hassan Preisler gennemførte han 8. august 2019 et interview med Stram Kurs' partileder Rasmus Paludan på Radio24syv.

DR undskylder: - Det er dybt beskæmmende

I programmets spørger Preisler, om Paludan har 'gået til psykolog', og 'om han har taget stoffer', hvorpå Paludan svarer, at det lyder som noget Réne Fredensborg, der også tidligere var vært på Radio24syv, kunne have sagt.

- Er du med i hans lille kartel dér, spørger Rasmus Paludan og inddrager her pludselig DR-værten Mads Aagaard.

- Jeg har hørt, de har et lille kartel, ham, Mads Aagaard (og endnu en radiovært, red. ), siger han videre.

Kristian Danholm er en af dem, der føler sig krænket af Mads Aagaard. Foto: Privat
Kristian Danholm er en af dem, der føler sig krænket af Mads Aagaard. Foto: Privat
 

Bombarderes med beskeder
Da Mads Aagaard hører det, bliver han tilsyneladende rasende, og det afføder ifølge Kristian Danholm en storm af vrede beskeder fra Mads Aaagaard henvendt til Danholm og Preisler efterfølgende. Ekstra Bladet har set en række af beskederne.

- Det er fredag eftermiddag, da det begynder at tikke ind med beskeder og opkald, og jeg render rundt med min datter, der er et år på det tidspunkt, på armen, og jeg siger til ham i telefonen, at det er latterligt, at han ikke kan skelne imellem en interviewsituation og ting, der hører til privatsfæren, og at jeg ville have været imødekommende, hvis han henvendte sig på en anden måde, og så skriver jeg, at han vil blive ignoreret iskoldt fra nu af. Det mildnede ikke hans sind, siger Danholm og fortsætter:

- Der kommer en strøm af ondsindede modbydeligheder mod mig. Han skriver nederdrægtige ting om, hvor dårlig en journalist jeg er, og han ringer og skriver på alle tider af døgnet, og han kommer med trusler.

DR fik flere klager over Mads Aagaard tilbage i 2019. Foto: DR/Anders Beier
DR fik flere klager over Mads Aagaard tilbage i 2019. Foto: DR/Anders Beier
 

Til sin store skræk kunne Danholm efterfølgende konstatere, at Aagaard også begyndte at skrive til hans kæreste, som Aagaard ligeledes kender.

- Det er her, det bliver rigtig grænseoverskridende, fordi han begynder at skrive kælent til min kæreste, som han har arbejdet sammen med for lang tid siden. Med kælent mener jeg, at han fremstiller sig selv som uskyldigheden selv. Han bruger en helt anden tone og skriver, at han ikke kan forstå, at jeg er ude efter ham, selvom det er ham, der er ude efter mig. Jeg synes, det er så langt ude og meget grænseoverskridende, og jeg tænker ærligt talt, at han er bindegal.

Mads Aagaard: Jeg vil søge hjælp

Mads Aagaard Danielsen vil overfor Berlingske ikke kommentere de konkrete sager, men skriver i en besked:

'Jeg må skamfuldt erkende, at mit forvoksede ego og mit infantile temperament har betydet, at jeg ikke har været i stand til at indse karakteren af mine handlinger, før de blev fremlagt for mig på en gang. Den næste tid vil jeg søge hjælp hos professionelle og mine nærmeste', skriver han i en sms til Berlingske.

Ekstra Bladet har flere gange i den forløbende uge forsøgt at få en kommentar fra Mads Aagaard Danielsen.

Ekstra Bladet har været i kontakt med en række af de kvinder, der står frem og fortæller krænkende oplevelser om Mads Aagaard i Berlingske. De har ikke ønsket at fortælle yderligere om deres oplevelser til Ekstra Bladet.

På baggrund af de mange uønskede henvendelser besluttede Jørgen Ramskov, daværende chefredaktør på Radio24syv, at indgive en klage om Aagaard til DR og Aagaards chef, på vegne af Danholm og Preisler, som modtog lignende beskeder og opkald.

I mailkorrespondancen imellem Ramskov og DR-chefen, som Ekstra Bladet har set, påpeger Ramskov blandt andet, at de hos Radio24syv 'er helt med på at diskutere indholdet i vores programmer (...)', men at de 'på ingen måde vil acceptere (...), at vores medarbejdere udsættes for chikane og direkte trusler', og at det er tilfældet med Mads Aagaard.

Jørgen Ramskov klagede over Aagaard til DR. Foto: Anthon Unger
Jørgen Ramskov klagede over Aagaard til DR. Foto: Anthon Unger

Samtidig krævede Ramskov, at DR reagerer, og at der blev sat en stopper for chikanen og for en 'helt uacceptabel opførsel' fra Aagaards side.

Til det svarer DR indledende, at der var tale om 'gemytter i kog'.

Frygter DR-vært: Får hemmelig adresse

- Jeg er ærlig talt rystet over, de ting der sker, så jeg er glad for, at mine chefer vil gå videre med det til DR, siger Kristian Danholm og tilføjer, at DR i hans øjne ikke reagerede optimalt.

- DR får jo to klager. Først afviser de det med, at det er en 'drengeting', og at det svarer til, at der er problemer i skolegården, og det gjorde mig pænt vred, for det er meget tydeligt, at det er ham (Aagaard, red.), der er den grænseoverskridende, siger han og supplerer:

Vært ude i tovene: Afslører selv shitstorms

- DR har godt vidst det, så det er et kæmpe svigt, at de bare har ladet ham fortsætte, selvom han systematisk har angrebet på den måde, og de samtidig er blevet gjort opmærksomme på det. Når man så hører efterfølgende, hvad han mere har gjort, er det jo et endnu større svigt. Jeg er meget glad for, at der er blevet sat en stopper for ham, for jeg fandt jo ud af, at det var hans modus operandi, og at han gjorde det ved rigtig mange mennesker.

Radio24syv-chef: Gav ham frit spil

På vegne af Kristian Danholt og Hassan Preisler klagede daværende chefredaktør på Radio24syv, Jørgen Ramskov, over Mads Aagaards trusler og chikane.

I en mailkorrespondance, som Ekstra Bladet er i besiddelse, skriver Ramskov til Mads Aagaards chef:

’Jeg har svært ved at tro, at den opførsel, som Mads Aagaard lægger for dagen, er i overensstemmelse med en ansættelse i DR, og jeg forventer, at du klart og tydeligt kræver, at han stopper med at chikanere og true medarbejdere på Radio24syv og ikke kontakter dem fremover - hverken på arbejde eller privat’.

Et døgn senere svarer DR-chefen, at der er ’begået uheldige ting på begge sider’. DR-chefen foreslår ’at lade sagen ligge her’.

Ifølge Jørgen Ramskov, der i dag er direktør i Producent Foreningen, levede DR ikke op til deres ansvar.

- De skulle have givet en undskyldning og taget fat i ham og - og det viser sig jo også nu - have undersøgt sagen om, hvordan han opfører sig, siger han.

Han oplyser, at sagen på Radio24syv havde udløst en advarsel.

- Det er en brik i et langt større puslespil, men der er en anden grim ting, og det er jo desværre, at mange i branchen har oplevet uhyrlige ting uden at stå frem

Her er DR's svar

'Det, der kan læses i Berlingske, gør dybt indtryk. Sådan skal ansatte i DR naturligvis ikke opføre sig. Det er selvsagt dybt beskæmmende, at nogen skal opleve en sådan adfærd fra en DR-medarbejder, og vi vil gerne uforbeholdent undskylde overfor de pågældende, at de har været udsat for det, der beskrives. Sådan skal det ikke være', lyder det i en mail fra kulturdirektør i DR, Henrik Bo Nielsen.

'DR skal fremover sætte hurtigere ind i forhold til at stoppe medarbejdere, der måtte bryde grænserne for, hvordan man opfører sig. Det arbejde er i fuld gang. Meget tyder på, at den relevante chef i forhold til beskrivelserne i Berlingske, som ikke længere er ansat i DR, skulle have ageret hurtigere, anderledes og orienteret videre om forholdene, blandt andet ved henvendelserne udefra', lyder det fra Henrik Bo Nielsen, der fortsætter:

'Det ønsker vi at komme helt til bunds i, men vores hovedfokus lige nu og her i de kommende dage er at tage kontakt til dem, der er stået frem med  oplevelser, der skal handles på, og at tage vare på de medarbejdere i DR, der er berørt', lyder det videre.

DR har ikke ønsket at give yderligere kommentarer.