Jørgen Leth befandt sig på Haiti i 2010 under det kæmpe jordskælv, der anslået kostede mere end 200.000 menneskeliv.
Helt så slemt var skælvet, der ramte Haiti forleden, ikke, men alligevel er filmskaberen mere end rystet over katastrofen, hvor 1400 personer i skrivende stund er omkommet.
Ekstra Bladet møder ham - næsten symbolsk - under et, for danske forhold, kæmpe uvejr ved søerne i København.
- Min første reaktion var sorg. Jeg tænkte: 'Det fortjener Haiti ikke.' Det er ikke rimeligt, at der kommer et nyt skælv midt i en periode, hvor de lige har oplevet, at deres præsident blev skudt - myrdet - i sit eget hjem. Jeg tænkte, at det her er for hårdt for dem. Den stakkels befolkning, som jeg holder så meget af, siger 84-årige Jørgen Leth og fortsætter straks:
- Et land, som er så hårdt ramt på alle måder med meget stor fattigdom og politisk uro - og nu endnu en naturkatastrofe. De er udsat for alt muligt dårligt. Det er jeg meget ked af - det berører mig meget. Jeg følger med i det og holder kontakt med mine venner derovre. Jeg synes, det er frygteligt - det må jeg sige.
Kan ikke lide det
Og netop vennerne savner han. Jørgen Leth ville ønske, at han kunne gøre noget for dem. Holde om dem.
- Jeg vil gerne derover og være med til at trøste dem. Trøste mine venner efter den ulykke, som igen rammer dem og bomber dem bagud i det internationale samfund. Det kan jeg ikke lide. Jeg har stor medlidenhed med dem. Det har jeg.
Jørgen synker en ekstra gang.
- De fortæller jo om, hvor fuldstændigt ødelagte byerne er. For eksempel sydpå i nærheden af Jacmel, hvor jeg ved skælvet i 2010 mistede mit hus og hele min drøm om, hvordan jeg skulle leve til mine dages ende, forklarer Jørgen Leth med alvorlig mine.
Lige nu bor forfatteren og filmmanden hos sin søn Asger på tærsklen til Nørrebro. Han har dog ikke opgivet håbet om en dag atter at slå sig ned hos det folk, han elsker så højt.
- Jeg har en drøm om at tage tilbage og bo, men man er nødt til at se realistisk på det. Det var frygteligt at sige farvel til det hele i 2010 uden nogen egentlig grund efter 30 år. Eller ... en grund var der jo. Jeg drømmer nogle gange om det om natten. Det var en kæmpe oplevelse af bo der, og jeg fik mange venner for livet - og kærester.
