Joan Ørting i biluheld: Jeg har hovedpine og ondt

- Jeg kan godt mærke, at jeg virkelig skal til at være forsigtig nu. Jeg føler mig heldig, siger sexologen, der i dag var indblandet i et trafikuheld

Det kunne være gået frygteligt galt, men omstændighederne til trods er sexologen Joan Ørting sluppet billigt, efter hun i dag var involveret i et biluheld på Tåsinge i retning mod Svendborgsundbroen.

Sammen med sin veninde Hanne havde hun gang i en samtale om, hvad det vil sige at være en god bilist, og hvor forsigtig man skal være, da en bil drejer ind foran dem. De når netop at sige til hinanden, at det var heldigt, at de holdt afstand, da en stor, hvid varevogn drønede ind i dem bagfra.

- Det var i myldretiden og ham bag os så vist ikke, at den anden bil drejede ind, så han kørte op i os med fuld fart, siger en rystet Joan Ørting, der vurderer, at hun kørte de tilladte 60 kilometer i timen, da uheldet fandt sted.

- Hans bil er totalt smadret. Den er færdig, og hans airbags røg op. Man får jo et vildt chok, når sådan noget sker. Politiet og ambulancen kom, og jeg ved ikke, om det var adrenalinen, men jeg sagde, at jeg havde det fint. Nu kan jeg godt mærke, at jeg har hovedpine, ondt der hvor selen sad og i mit venstre ben. Vi er lidt konfuse lige nu, siger Joan Ørting.

Joan Ørtings bil efter trafikuheldet. Foto: Privat
Joan Ørtings bil efter trafikuheldet. Foto: Privat

Veninden har ligeledes hovedpine, og hvis den tager til, har de fået besked på at indfinde sig til kontrol, så det kan undersøges, om hun har pådraget sig en hjernerystelse. Veninderne har fundet sig en lånebil og er nu sikkert hjemme, men dagens oplevelse har naturligvis gjort indtryk.

- Jeg ser det som en advarsel. Det gør jeg virkelig. Jeg kører jo meget, bor på Langeland og kører både til København og Aarhus. Jeg kan godt mærke, at jeg virkelig skal til at være forsigtig nu. Jeg føler mig heldig, siger Joan Ørting, der priser sig lykkelig for, at hun ikke havde sin hund med.

- Det har jeg ofte, så det er virkelig godt, at det ikke var tilfældet. Den var røget ud gennem forruden eller ramt os. Det er så heldigt, at den blev hjemme, siger hun.

Joan Ørting udsat for ulækkert hærværk: Hvem er efter mig?

Sexologen har fået at vide, at skaderne på undervognen gør, at hun må forvente en måneds reparationstid. Nu sidder hun tilbage og har ømhed flere steder på kroppen.

- Men jeg tror, det bliver værst i morgen. Vi må nok indstille os på at være mørbankede og en ordentlig hovedpine, siger hun.