Jobbet skiller dem ad: - Vi er flyttet fra hinanden

Julie Berthelsen og ægtemanden er for en periode flyttet fra hinanden

Parret har været sammen siden 2008. Foto: Mogens Flindt
Parret har været sammen siden 2008. Foto: Mogens Flindt

I øjeblikket må sangerinden Julie Berthelsen og hendes mand, håndboldspilleren Minik Dahl Høegh, rejse langt for at se hinanden.

De er nemlig flyttet fra hinanden i en periode.

Det skyldes, at Minik Dahl Høegh er flyttet til Sverige for at spille håndbold, mens Julie sammen med parrets to børn er blevet boende i deres hus i Solrød.

- Vi er flyttet fra hinanden, men heldigvis ikke, fordi vi er gået fra hinanden, siger Julie Berthelsen til Ekstra Bladet og fortsætter:

- Vi har gjort det, fordi min mand er begyndt at spille i en svensk klub i det sydlige Sverige. Vi overvejede det længe, men fordi det kun er fire timer væk hjemmefra, endte vi med at sige ja. Inden da havde han ellers takket nej tre gange, og det var en svær beslutning, siger hun videre.

Julie Berthelsen gjorde sig mange overvejelser om, hvorvidt hun og børnene også skulle flytte med, men i sidste ende blev de i huset i Solrød.

- Vores store dreng er stor nok til at have en mening nu, og han havde ikke lyst til at flytte fra sin skole og klasse, siger hun og fortsætter:

- Vi er flyttet otte gange de sidste 12 år, så mit hjerte nænnede det ikke. Men det er dog stadig et samtaleemne til familiemøderne, at hvis far forlænger med endnu et år, så kan det være, at vi flytter med i en periode, siger hun videre. 

Julie Berthelsen blev kendt, efter hun medvirkede i 'Popstars' tilbage i 2002. Foto: Mogens Flindt
Julie Berthelsen blev kendt, efter hun medvirkede i 'Popstars' tilbage i 2002. Foto: Mogens Flindt

Uoverskueligt for børnene
Ifølge Julie Berthelsen forsøger hun og ægtemanden at samle familien så meget som muligt trods den store afstand.

- Han forsøger at komme hjem så meget som muligt, og så kommer vi op til ham alle de weekender og skoleferier, hvor det er muligt, men det er klart, at det er hårdt, og at vi savner ham, siger Julie Berthelsen og fortsætter:

- For mig er en ni måneder periode jo overskueligt nok, men problemet er, at for børnene føles det som en evighed. Det gør ondt i hjertet, og det er især hårdt for vores lille pige, som er meget fars pige. Så vi har enormt meget for øje, hvordan børnene har det i det her og agerer efter det, lyder det fra Julie Berthelsen.

Hyrer au pair
Familien har på grund af Minik Dahl Høeghs fravær følt sig nødsaget til at hyre en au pair for at få det hele til at hænge sammen på hjemmefronten, da også Julie Berthelsen har en del skæve arbejdstider i sit virke som sangerinde.

- Hende er vi meget glade for, og så prøver vi generelt at se det hele som et eventyr. Så når vi tager op og besøger Minik, ser vi det som en ferie, og så går vi på svampejagt og besøger en elgpark og sådan nogle ting, så det også bliver sjovt for børnene, siger hun.

Julie Berthelsen har valgt at dele hendes og ægtemandens anderledes boform for at skabe dialog om emnet.

- Det er en måde at tale til alle dem, der har særlige ordninger, eller folk, der måske overvejer det og skabe en dialog om det, og jeg har fået så mange positive beskeder, siden jeg delte det, siger hun videre.

Julie Berthelsen har siden sommeren 2008 dannet par med Minik Dahl Høegh, og 5. juli 2019 blev de gift. Sammen har de sønnen Casper Nanoq og datteren Sia.