Mere eller mindre skrot-værdige småskibe og joller har i årevis været et stridspunkt i Fredens Havn, som området Erdkehlgraven vest for Christiania i København kaldes.
Beboerne på vandet har kæmpet for deres ret til at blive, mens borgere i området med fast grund under fødderne har ønsket bådene fjernet fra stedet.
Nu er rydningen af stedet gået i gang, og det taler demokratiets sag, mener Jørgen Olsen, der har været en slags talsmand for fastlandsbeboerne under sagen.
- Jeg synes, at det positivt. Det er en sejr for demokratiet. Det viser, at man ikke bare kan lægge skibe i vandet og så svine, som det er sket. Det vil jo svare til at flytte campingvogne ind i Kongens Have og så ellers bare lade stå til. Det vil være anarki, og det er ikke noget for mig. Jeg er demokrat til fingerspidserne, siger han til Ekstra Bladet.
Selvom man måske skulle tro, at den tidligere Grand Prix-vinder ville være ubetinget glad for rydningen, så er det ikke tilfældet.
- Det skulle være gjort for mange år siden. Dengang der kun lå fem skibe derude. Nu er der mange, og det er giver en kæmperegning at få ryddet og ryddet op. Omkring 26 millioner kommer det til at koste. Den regning ender hos dig og mig, siger Jørgen Olsen.
Artiklen fortsætter efter videoen...
Skidt og lort
Beboerne på skibene har ikke haft adgang til toiletter og har derfor brugt vandet som wc.
- Der er så meget skidt og lort i det vand, der nu skal ryddes op, og det skal vi alle betale. Hvis kommunen havde grebet ind tidligere, var regningen slet ikke blevet så stor, siger han.
- Tænker du på de mennesker - hjemløse borgere - der har haft det som deres hjem?
- Det kan du tro! Og det er lovet os alle sammen, at kommunen tager sig godt af dem. Det har de lovet os højt og helligt. Der skal være et godt sted til dem. Det trænger de til, men det havde da været bedre at bruge pengene på de mennesker, der trænger, end til at rydde op, siger Jørgen Olsen.
Oprydningen ventes at være færdig i uge tre.