Den kendte og elskede forfatter Johannes Møllehave er død 84 år gammel.
Det skriver Politiken.
Over for Ekstra Bladet bekræfter sønnen Tomas, at Johannes Møllehave er gået bort.
Den ældre forfatter er død efter længere tids sygdom. Han boede på plejehjemmet Ingeborggården på Frederiksberg.
Her var Johannes Møllehaves søn flyttet ind for at være sammen med sin far i den sidste tid.
Det var i 2017, at præsten, forfatteren, foredragsholderen med mere flyttede ind på plejehjemmet. Umiddelbart var det en fin og rigtig beslutning, men under sidste års coronanedlukning blev det til en rigtig trist omgang.
Dengang fortalte Tomas Møllehave til Ekstra Bladet, at hans far følte sig som en burhøne, fordi han hverken kunne komme ud eller modtage besøg, hvilket han havde svært ved at forstå.
Indlagt flere gange
Johannes Møllehave var i den sidste tid indlagt flere gange, hvor han havde fået forskellige infektioner i lungerne og blæren.
Ud over sin imponerende karriere som forfatter og foredragsholder var Johannes Møllehave også præst.
Han var gift med Herdis Møllehave til 2001, hvor Herdis gik bort. De to havde et åbent forhold.
Sammen fik de tre børn. Tomas, Anne Kathrine og Mikkel Andreas Møllehave.
Du kan læse Bent Falberts nekrolog over den elskede forfatter her.