Jubler: - Det er helt utroligt

- Det er den ultimative blåstempling, siger Peter Mygind om CNN's anbefaling af tv-serien 'Sommerdahl', der netop nu er i gang med optagelserne til sæson tre

Peter Mygind er begejstret for, at CNN nu anbefaler 'Sommerdahl'. Foto: Linda Johansen
Peter Mygind er begejstret for, at CNN nu anbefaler 'Sommerdahl'. Foto: Linda Johansen

En ting er at være et seerhit herhjemme. Noget helt andet og større er, når selveste CNN sætter tv-serien 'Sommerdah'l på listen over, serier, der bør opleves lige nu.

- Det havde jeg aldrig i min vilde fantasi forestillet mig, siger 57-årige Peter Mygind, der lægger krop til politiefterforskeren Dan Sommerdahl.

Faktisk er han netop ved at sætte sig ind i Dan Sommerdahls karakteriske lyseblå gamle bil, mens vi taler. Optagelserne til den tredje sæson af serien er nemlig lige nu i fuld gang i Helsingør og omegn.

Peter Mygind er endnu en gang trådt ind i rollen som Dan Sommerdahl. Foto: Mike Kollöffel/TV 2
Peter Mygind er endnu en gang trådt ind i rollen som Dan Sommerdahl. Foto: Mike Kollöffel/TV 2

- Sådan en anbefaling er virkelig noget, der løfter humøret på hele holdet. Alle går rundt og smiler lige nu.

- Når man tænker på, hvor mange krimier og tv-serier der laves kloden rundt, er det da helt utroligt, at CNN har fået øje på og anbefaler 'Sommerdahl'. Det er den ultimative blåstempling, så selvfølgelig bliver man stolt, siger Mygind, der løfter sløret for, at der allerede er overvejelser om at lave både en sæson fire og fem.

Og det er ikke kun CNN, der er faldet for drabsefterforskningen i den idylliske nordsjællandske by Helsingør. Tyskland, Holland og Senegal er blandt de lande, hvor seerne også har stiftet bekendtskab med Sommerdahl og co.

CNN har sat 'Sommerdahl' på sin liste over serier, der skal opleves netop nu. Foto: Mike Kollöffel/TV 2
CNN har sat 'Sommerdahl' på sin liste over serier, der skal opleves netop nu. Foto: Mike Kollöffel/TV 2
 

- Sådan en succes giver vel lønforhøjelse?

Peter Mygind griner:

- Det har jeg umiddelbart ikke mærket noget til.

Hans bud på seriens internationale succes er, at den ikke ligner så meget andet af det, man laver ude i verden.

- Jeg tror, folk kan lide stemningen, karaktererne og de smukke omgivelser. Vi ligner ikke så mange andre serier. Hvor mange politifolk kører for eksempel rundt i en gammel, blå bil åbent tag? Der plejer at køre Ford, siger han.

Rollen som Dan Sommerdahl har i øvrigt betydet, at Peter Mygind har måttet sige nej til en rolle i en tysk Netflix-serie, fordi optagelserne falder sammen med optagelserne til den nye 'Sommerdahl'-sæson.