Lørdag var en helt særlig dag for skuespilleren Rosalinde Mynster.
Her blev hun nemlig gift med sin forlovede, musikeren Jakob Emil Lamdahl Pedersen, ved en smuk ceremoni i landlige omgivelser.
Det fremgår af skuespillerens Instagram-profil, hvor hun i en række stories har delt billeder fra den store dag.
På billederne fremgår det, at parret blev viet udendørs i det smukke efterårsvejr, mens familie og venner så spændte til.
Rosalinde Mynster var under vielsen iklædt en hvid brudekjole med blonder og matchende slør, mens Jakob Emil Lamdahl Pedersen havde en matchende halskrave i blonde på. Under ceremonien sang sangeren Neigh for.
Senere på aftenen iklædte Rosalinde Mynster sig et orange glimmersæt, så der - efter billederne at dømme - kunne danses til den lyse morgen.
Meget stolt
Da Ekstra Bladet for nylig mødte Rosalinde Mynster på den røde løber til premieren på 'Dune', lagde hun ikke skjul på, at hun glædede sig meget til at sige ja til Jakob Emil Lamdahl Pedersen og til at kunne kalde ham for sin mand.
- Der er tjek på kjole og det hele. Jeg synes, vi gør det godt, og jeg er faktisk stolt, for vi er ret uorganiserede mennesker, så jeg er ret stolt af, at vi kan gøre det, sagde hun blandt andet.
Skuespilleren, der af mange er kendt for sin rolle som Fie i 'Badehotellet', fortalte samtidig, at hun var begyndt at blive en anelse nervøs forud for den store dag.
- Jeg er nervøs og spændt. Det hele på en gang. Jeg glæder mig rigtig meget. Det bliver så smukt, sagde hun.
Rosalinde Mynster og kæresten Jakob Emil Lamdahl Pedersen, der til daglig er musiker og blandt andet er kendt fra bandet Gäy, blev forlovet i september 2020 på Rosalinde Mynsters 30 års fødselsdag.
De glædelige nyheder annoncerede de efterfølgende på de sociale medier.
Parret har været sammen siden 2018 og flyttede ret hurtigt sammen, efter de havde mødt hinanden.