Jubler over biograf-succes: - Forventningerne er høje

Lars Brygmann glæder sig over, at 'Retfærdighedens ryttere' får endnu en omgang i biograferne

Lars Brygmann vandt lørdag karrierens første Bodilpris. Foto: Rasmus Flindt Pedersen
Lars Brygmann vandt lørdag karrierens første Bodilpris. Foto: Rasmus Flindt Pedersen

Stor-sællerten 'Retfærdighedens ryttere' havde ikke nået at spille i mere end et par uger, da biograferne i begyndelsen af december lukkede ned.

Nu trækker den igen masser af mennesker i biografen, og det glæder skuespiller Lars Brygmann, der lørdag vandt en Bodilpris for sin rolle i filmen.

- Det er fantastisk. Vi har været ude og åbne en masse biografer, og det var virkelig dejligt. Der var fyldt med mennesker, så jeg tror, den kommer til at køre fint igen. Forventningerne er i hvert fald høje, fortalte han, da Ekstra Bladet talte med ham forud for prisuddelingen.

Se traileren til filmen her.

Ingen konkurrence
'Retfærdighedens ryttere' var da også massivt repræsenteret blandt de nominerede. I kategorien bedste mandlige birolle, hvor Lars Brygmann løb med sejren, var også Nikolaj Lie Kaas nomineret.

Det skaber dog ikke konkurrence mellem de to kolleger.

- Vi kender hinanden så godt, så det handler ikke rigtig om det. Vi kan godt tåle det. Men jeg synes da, det er federe, hvis jeg vinder, end hvis Nikolaj (Lie Kaas, red.) vinder, lød det fra Lars Brygmann.

Bodilprisen blev den første i 64-årige Brygmanns karriere.

De andre nominerede talte Lars Ranthe, Magnus Millang og Thomas Bo Larsen, som alle var nomineret for deres roller i 'Druk'.

Her er alle vinderne

Bedste film: 'Druk' af Thomas Vinterberg

Bedste kvindelige hovedrolle: Kaya Toft Loholt for 'En helt almindelig familie'

Bedste mandlige hovedrolle: Mads Mikkelsen for 'Druk'

Bedste kvindelige birolle: Sidse Babett Knudsen for 'Kød og blod'

Bedste mandlige birolle: Lars Brygmann for 'Retfærdighedens ryttere'

Bedste dokumentar: 'En splittet familie' af Mira Jargil

Bedste amerikanske: 'The Lighthouse' af Robert Eggers

Bedste ikke-amerikanske: 'Portræt af en kvinde i flammer' af Céline Sciamma

Bedste fotograf: Louise McLaughlin for 'Vores mand i Amerika'

Bedste manuskript: Tobias Lindholm og Thomas Vinterberg for 'Druk'

Æres-Bodil: De danske biografer

Sær-Bodil: Instruktør og producer Katja Adomeit

Henning Bahs Prisen: Scenograf Rie Lykke for 'Vores mand i Amerika'

Arbejdernes Landsbank Talentprisen: Instruktør Malou Reymann for 'En helt almindelig familie'