Der er efterhånden ingen tvivl om, at Søren Fauli har en god næse for at tjene penge. Men nu har han endnu en gang slået det fast.
Filmmanden har netop afleveret regnskabet i selskabet Dauli Film ApS, som han ejer 100 procent af. Og her kan han fremvise et overskud på 11.331.106 kroner for periode 1. juli 2020 til 30. juni 2021.
'Årets resultat anses for tilfredsstillende,' lyder det i regnskabet fra 58-årige Fauli, der ligeledes kan fortælle, at han forventer et positivt resultat for det kommende regnskabsår.
Det pæne millionoverskud er kommet i land via investeringer i værdipapirer - altså aktier og obligationer - der er steget kraftigt i værdi i løbet af året.
De såkaldte finansielle indtægter indkasserede Søren Fauli 13.401.179 kroner og bragte selskabets samlede investerede formue op på 53.668.104 kroner.
Formuen vokser
Selve driften i selskabet, der egentlig har til formål at drive filmproduktion og undervise i emnet, gav dog et underskud på 1.527.767 kroner.
Størstedelen af det beløb skyldtes lønudbetalinger på 957.728 kroner til firmaets to ansatte, hvor Søren Fauli selv må formodes at være den ene.
Derudover belønner Fauli sig selv med et udbytte for året på i alt 1.650.000 kroner.
Resten lader han stå i firmaet, der nu har en egenkapital på 58.443.337 kroner.
Ekstra Bladet har været i kontakt med Søren Fauli.