Maria Andersen går lige nu igennem sit livs største sorg.
Onsdag mistede hun sin kæreste, den 22-årige youtuber Albert Dyrlund, da han på tragisk vis omkom i en ulykke i Italien.
- Han var det største familiemenneske og bedste kæreste, man kunne ønske sig. Vi var meget forelskede, og han ville alle det bedste, siger hun til Ekstra Bladet og fortsætter:
- Det er et kæmpe tab, og det er slet ikke til at forstå, at han ikke er her mere.
I et opslag på Instagram, som Ekstra Bladet har fået lov til at dele, beskriver hun med flere ord det mareridt, hun lige nu gennemgår.
'Jeg er så knust indeni og tabt for ord. I torsdags fik jeg at vide, at min smukke kæreste omkom i en faldulykke i Italien onsdag aften. Jeg kan ikke forstå det, og livet giver absolut ingen mening lige nu', skriver hun i det hjerteskærende opslag og fortsætter:
'Jeg ville give mit liv for, at han kunne være her lige nu. Han havde så mange drømme og planer i livet. Det er ubeskriveligt uretfærdigt, det gør så ondt'.
Maria Andersen, der til daglig arbejder som grafisk designer, fortæller videre, at de to havde store planer for fremtiden. Planer, som de nu aldrig kommer til at kunne gennemføre, og netop den tanke gør ekstra ondt.
'Vi havde planer sammen. Dette var kun begyndelsen på en smuk fremtid, som på et splitsekund blev revet fra ham og mig. Han havde hele livet foran sig. Han var det sødeste menneske med det største hjerte. Jeg har aldrig mødt en person, der var så livsglad, positiv og talentfuld. Han fik mig altid til at grine og var sådan en solstråle', skriver hun.
Lyste vinteren op
I opslaget fortæller Maria Andersen, at hun og Dyrlund mødte hinanden i vinteren 2020, og at de har hængt sammen siden. De nåede dog at få mindre end et år sammen.
'Jeg er generelt lidt deprimeret, når det er vinter, fordi det hele bliver mørkt, gråt og trist. Men denne gang var alt anderledes. Jeg var så forelsket i ham og sagde til ham, at det at gå igennem en vinter med ham føltes egentlig ret meget som en smuk sommer', skriver hun og fortsætter:
'Jeg håber, han hører mig, når jeg hver aften lukker øjnene og fortæller ham, at jeg elsker ham, og at jeg altid er ved hans side.'
Maria Andersen sender samtidig også sine tanker til Dyrlunds nærmeste venner og familie, som hun deler sin sorg med.
'Jeg er knust på hans tætte venner og dejlige families vegne. Ingen har fortjent at miste en god ven, søn, bror, fætter eller barnebarn. De er de sødeste mennesker og fortjener det ikke. Ingen fortjener at skulle igennem dette', skriver hun og forklarer, at hun lige nu har svært ved at se, hvordan livet nogensinde vil blive normalt igen.
'Jeg ved slet ikke, hvordan livet nogensinde bliver normalt. Jeg kan kun sige, at han vil for altid have en kæmpe plads i mit hjerte, og jeg håber, at dette er et mareridt. At jeg vågner om lidt, og så er alt normalt igen, og han ligger ved siden af mig', skriver hun.
Væltet af kærlighed
Maria Andersen fortæller, at hun de seneste dage har modtaget enormt mange søde og medfølende beskeder i kølvandet på sin kærestes død, men lige nu har hun ikke overskud til at svare.
'Det er for meget lige nu', skriver hun, inden hun afslutter med en opfordring:
'Hvis i har en kæreste eller partner, så kram og kys dem ekstra meget, værdsæt dem, og vær taknemlig for dem. Jeg ville gøre alt for at kramme Albert igen. ALT', skriver hun.
Selvom Albert Dyrlund og Maria Andersen har været kærester siden sidste år, stod de ikke frem som par offentligt, hvilket var en bevidst beslutning for at værne om deres privatliv.