Da Ekstra Bladet forleden mødte Elvira Pitzner til TV Prisen 2020, forsikrede hun om, at hun og kæresten Marc Skovsbøg stadig var glade for hinanden, og at alt gik godt på kærlighedsfronten.
Men nu kommer Elvira Pitzner med en overraskende melding. De to er nemlig gået fra hinanden.
Det fortæller hun til Se og Hør.
- Vi er ikke sammen længere, fordi der er sket nogle ting der gør, at jeg ikke ser en fremtid med ham, siger hun til ugebladet, hvor hun også understreger, at det er endegyldigt slut mellem dem, og at de ikke kommer til at finde sammen igen.
Diamantdronningen afslører: Er blevet single
Elvira Pitzner er netop flyttet ind i et nyt hus i Nordsjælland, og her var det meningen, at hun og Marc Skovsbøg skulle bo sammen.
Men den plan er nu afblæst. I stedet skal Elvira bo der alene sammen med sin hund, Eddie.
Det er ikke første gang, at Elvira Pitzner og Marc Skovsbøg er gået fra hinanden.
I marts sidste år kunne Elvira nemlig fortælle, at hun og Marc var gået hver til sit efter 'en række uoverensstemmelser'. Kort efter fandt de dog sammen igen.
Der er 11 år mellem Elvira Pitzner og Marc Skovsbøg, der mødtes, da Elvira sammen med sin mor skulle bruge en personlig træner i programmet 'Diamantfamilien', som bliver sendt på TV2 Zulu, og hvor man følger Pitzner-familien.
Ekstra Bladet har gentagne gange forsøgt at få en kommentar fra Elvira Pitzner, men hun er ikke vendt tilbage på vores henvendelser.