Katerina Pitzner er blevet ramt af hudkræft for anden gang.
Det fortæller hun i en story på sin Instagram-profil.
'Jeg tænker, jeg lige vil skrue den storm, om jeg har kræft, ned til en brise. For det er rigtigt nok. Jeg har noget hudkræft, der er kommet tilbage. Det er noget, jeg blev helbredt for for syv år siden', siger Diamantdronningen og fortsætter:
'Så der er intet livstruende eller farligt, men det er noget, der skal tages hånd om, og det gør vi så nu. Jeg regner med, det er noget, der er hurtigt overstået, og så er jeg næsten så god som ny', lyder det videre.
Elvira fortæller om sygdom
Udmeldingen kommer, efter hendes datter Elvira søndag på Instagram fortalte, at hendes mor var ramt af kræft.
- Jeg har en mor, der er ramt af kræft for anden gang. Det er der ingen, der har vidst før nu. Nu deler jeg det med jer. Jeg har også følelser, og der er også ting, der går mig på, lød det fra Elvira, der de seneste dage har været i strid modvind, fordi hun ikke har overholdt sin isolation efter hjemkomsten fra Dubai.
- Men jeg er glad. Og min mor skal nok komme igennem det. Hun er stærk og skal nok komme igennem det. Det skal nok blive fint det hele, sagde hun videre.
Ekstra Bladet har forsøgt at få en kommentar fra Katerina Pitzner, men hun har ikke ønsket at kommentere sygdommen.