De har begge været smittet med coronavirus en gang tidligere, men nu har sygdommens klamme hånd atter lagt sig over det forlovede kendis-par Morten Kjeldgaard og Frederik Haun.
Det bekræfter Frederik Haun, der kom i finalen i den seneste omgang 'Den store bagedyst', men måtte se sig slået af vinderen Sæþór Kristínsson, til Ekstra Bladet.
Sammen med sin kommende mand, 'Vild med dans'-charmøren Morten Kjeldgaard, ligger han lige nu syg hjemme i privaten.
De er begge ramt, så det kan mærkes, men er ellers ved godt mod, fastslår Frederik.
- Vi har haft feber de sidste par nætter og ellers en slem forkølelse, som står på nu. Men vi er okay, lyder det fra sygesengen.
Mangler boosterstikket
Frederik Haun fortæller samtidig, at begge har fået to vaccinestik mod coronavirus, men at ingen af dem har fået det tredje boosterstik.
Det skyldes dog ikke modvilje i forhold til at blive vaccineret igen, må man forstå.
- Vi er begge fuldt vaccineret, men vi mangler at få stik nummer tre på grund af den første smitteperiode, vi havde, lyder det.
Parret er da heller ikke mere ramt, end at de pt. ifølge deres Instagram-profiler kigger på rejse til Thailand i marts.
'Drømmer mig væk til Thailand, strand, solnedgange og 30 grader. Vi vil rigtig gerne til Thailand til marts, hvis det hele kan lade sig gøre ift. rejserestriktionerne, indtil videre tænker jeg vi er et skridt tættere på med Covid runde 2 herhjemme! Hvis I har noget insiderviden eller gode tips, så må I gerne sende en besked til mig,' skriver Frederik blandt andet.
--------- SPLIT ELEMENT ---------