Kærligheden blomstrer uden tvivl imellem 'Vild med dans'-stjernen Jenna Bagge (33) og skuespilleren Albert Rosin Harson (19).
Kæresteparret er meget forelskede og har nu også valgt at tage det næste store skridt i deres forhold.
De er nemlig flyttet sammen.
Det bekræfter Jenna Bagge over for Ekstra Bladet.
- Ja, det er rigtigt, og vi er bare super glade, siger hun.
'Rigtig handyman'
Den dygtige danser har ikke mange kommentarer til sammenflytningen, men kan da fortælle, at parret har det rigtig godt sammen.
- Det går stille og roligt, og vi tager bare en dag ad gangen, og vi har det godt.
Hun fortæller videre, at parret er flyttet sammen i hendes lejlighed, som Albert har udstyret med et flot skilt med begge navne på til hoveddøren.
- Han er en rigtig handyman, griner Jenna Bagge.
Jenna Bagge og Albert Rosin Harson stod frem som kærester i slutningen af august, efter rygterne om deres romance længe havde svirret i kølvandet på, at de to dansede sammen i 'Vild med dans' og tydeligvis havde god kemi.
- Det er gået stille og roligt. Vi var for nylig på en dejlig ferie sammen, og ja vi er forelskede, lød det fra 33-årige Jenna Bagge til Billed-Bladet, da hun og Albert stod frem som kærester.