Ingen kommentarer.
Sådan lyder det fra ernæringsekspert Christian Bitz til Ekstra Bladet efter Sø- og Handelsrettens afgørelse om, at han sammen med samarbejdspartneren F&H skal betale 6,4 millioner kroner til keramiker Kasper Würtz, som de er dømt for at plagiere.
Gennem kommunikationsbureauet Ulveman og Børsting oplyser Christian Bitz, at han ikke ønsker at stille op til interview eller at svare på spørgsmål om sagen, efter at Ekstra Bladet gentagne gange har forsøgt at få ham i tale over telefonen.
Heller ikke grossisten F&H vil stille op til interview. I stedet sender de gennem kommunikationsbureauet en skriftlig kommentar til afgørelsen, som de anser som 'hård i forhold til gældende retspraksis'.
'Vi har været kede af sagen fra begyndelsen, men desværre er den kørt af sporet og trukket unødigt langt ud. Vi vil nu nærlæse dommens præmisser', skriver de og gør opmærksom på, at de produkter, afgørelsen omfatter, er fjernet fra hylderne.
'De 15 produkter, som sagen angår, blev allerede i 2021 fjernet fra markedet og destrueret. Bitz-serien består samlet af mere end 500 produkter', skriver de.
Stor millionerstatning
Tidligere mandag kom det frem, at erstatningen til keramiker Kasper Würtz lyder på i alt 6,4 millioner kroner.
Af dommen fremgår det, at F&H A/S skal betale 5 millioner kroner, mens Christian Bitz skal betale 1 million kroner, og Bitz A/S, som er ejet delvis af Christian Bitz og delvis af F&H, skal betale 400.000 kroner i erstatning.
Herudover skal Christian Bitz, Bitz A/S og F&H A/S dække sagens omkostninger, der beløber sig til i alt 1.704.100 kroner.
Betalingerne skal falde inden 14 dage.