Hele Danmark holdt vejret, da Christian Eriksen faldt om under Danmarks første EM-kamp mod Finland lørdag aften.
Den dygtige fodboldspiller gjorde alle nervøse, da han pludselig faldt på banen og måtte have hjertemassage, mens familien, venner og fans så på.
Christian Eriksen blev fragtet på hospitalet, men flere inde i Parken fik altså både videoer og billeder af hele episoden.
De videoer er siden endt på de sociale medier, og nu kommer tv-værten Anders Breinholt med en helt klar opfordring til dem, der har delt dem.
Det gør han på det sociale medie Instagram.
'På TikTok florerer billeder og videoer fra Parken i går aftes. Billeder og film af selve genoplivningen og af pårørende til Eriksen', skriver han indledningsvist, inden han opfordrer til, at platformen tager sig selv i nakken og får set på indholdet.
'TikTok som er sponsorer på slutrunden kan vise værdighed og få luget ud i det indhold. Både pga TikToks unge brugere, men også for at vise anstændighed', lyder det i opslaget.
I en ekstra tekst til sit opslag, skriver Anders Breinholt, at man skal huske at tænke over, hvad man selv poster på de sociale medier.
Ekstra Bladet har forsøgt at indhente en kommentar fra TikTok omkring videoerne, der florerer, men det har i skrivende stund ikke være muligt.