Mens de fleste af os måske drømmer om at kunne flytte ned under varmere himmelstrøg, nøjes Renée Toft Simonsen ikke med at drømme.
Den 57-årige forfatter og tidligere model er netop nu på ferie i Thailand, og i et opslag på Instagram oplyser hun, at hun såmænd også inden længe er ejer af et hus i ferieparadiset Koh Yao.
'Jeg elsker den her lille ø midt i Andamanhavet og de mennesker, der bor her, og næste år har vi et hus herude, jubiii. Så det er nok ikke farvel, men på gensyn om snart', skriver hun i opslaget, hvor hun også oplyser, at huset er ved at blive bygget i samarbejde med en lokal arkitekt.
Vilde bolig-gevinster
Om hun med 'vi' mener sig selv og sin mand, popstjernen Thomas Helmig, lyder der ingen forklaring på i opslaget.
Parret har dog tidligere sammen investeret i flere boliger, som de da også har tjent godt på.
I 2017 solgte de eksempelvis en luksuslejlighed i Aarhus til intet mindre end 13 millioner kroner - et salg, der indbragte den svimlende fortjeneste på 6,2 millioner kroner.
Og det er da også meningen, at huset i Thailand skal bruges til forretninger, oplyser Renée Toft Simonsen videre på Instagram.
'Ps. huset skal bruges til udlejning… så hvis nogen får feeling, så giver jeg lyd her på insta, når det er klar, roger over and out, Next stop Phuket', skriver hun afslutningsvist i sit opslag.
Thomas Helmig optræder i disse uger til alverdens festivaler i det danske sommerland. Her kan du læse Ekstra Bladets anmeldelse af Helmigs koncert på Tinderbox i weekenden.
Læs også: Så rige er de danske top-musikere