Kræftens Bekæmpelse: - Vi er meget rystede

Kræftens Bekæmpelse vil nu gennemgå deres procedurer efter Ekstra Bladets afsløring

Tirsdag kom det frem, at den kendte influencer 31-årige Fie Oppenhagen Arildsen trods en lang række interviews og foredrag om sin uhelbredelige livmoderhalskræft i fjerde stadie slet ikke er syg.

Det oplyser familien til Ekstra Bladet.

Fie Oppenhagen Arildsen har gentagne gange stillet op til store interviews om livet som uhelbredeligt syg, holdt foredrag, mens Kræftens Bekæmpelse ligeledes ved flere lejligheder har brugt hende som ambassadør som en del af initiativet Ung Kræft.

Pernille Slebsager, der er afdelingschef for patientstøtte og frivillig indsats i Kræftens Bekæmpelse, understreger, at hun ikke kan udtale sig om den konkrete sag, men fortæller til Ekstra Bladet, at de hos Kræftens Bekæmpelse ser med stor alvor på sagen.

Ifølge hende sker det ikke ofte, at mennesker udnytter kræftsagen, men de seneste år har der været et par sager.

- Det sker utrolig sjældent, at der er nogle, der udnytter kræftsagen på den måde, som det angiveligt er sket i denne sag. Hvis det forholder sig som i Ekstra Bladets artikel, så kender vi ikke tilsvarende sager. Jeg har i mine år i Kræftens Bekæmpelse aldrig været vidne til noget af den karakter, siger Pernille Slebsager, der dog fremhæver profilen Kemoland, der for år tilbage blev afsløret i svindel.

Fie Oppenhagen Arildsen har siden 2016 blogget om, at hun led af uhelbredelig livmoderhalskræft. Det viste sig dog at være løgn. Foto: Peter Hove Olesen
Fie Oppenhagen Arildsen har siden 2016 blogget om, at hun led af uhelbredelig livmoderhalskræft. Det viste sig dog at være løgn. Foto: Peter Hove Olesen

- Jeg er simpelthen i chok

- Her var der en person, der løj sig kræftsyg, og hvor vi delte nogle opslag. Heldigvis er det meget, meget sjældent, at vi oplever den slags. Men så er det klart, at der også har været eksempler på folk, der forsøger at tjene penge på urigtige vilkår og for eksempel opretter falske indsamlinger. Men det er heldigvis også meget sjældent, at det sker.

Det har Fie fortalt

Fie Oppenhagen Arildsen har siden 2016 haft profilen Fiesenberg på Instagram.

Den historie, hun har delt, har været, at hun i 2013 blev diagnosticeret med livmoderhalskræft, som i begyndelsen så ud til at kunne helbredes.

Siden har hun dog fortalt om, hvordan sygdommen bredte sig, og i et interview med Politiken, som blev bragt i januar 2019, fortalte hun blandt andet, at kræften nu var i fjerde stadie, og at hun modtog kemobehandling og smertelindrede ved hjælp af cannabisolie.

Det betyder, at kræften er fremskreden, har bredt sig og ikke kan helbredes.

- Selvfølgelig ville jeg ikke ønske, jeg var syg – især ikke for min familie, men jeg har fået et andet syn på livet, som jeg ville ønske, alle kunne få lov at få. Og når jeg er åben om tanker og deler dem på Instagram, er det, fordi jeg vil give den gave videre. Det er tit først, når vi bliver ramt, at vi opdager, hvad det hele handler om, sagde hun blandt andet i Politiken i den forbindelse.

Fie Oppenhagen Arildsen har desuden deltaget i interviews med blandt andre Femina, 'Go' Aften Live' på TV2 og i 'Tabu' på P3.

Hun har også deltaget i en række foredrag med forfatter Stine Buje, som også har skrevet bogen 'Bogen om livet', hvor Fie Oppenhagen Arildsen medvirker.

Fie Oppenhagen Arildsens sociale medie-profiler er nu blevet lukket, fordi familien ønsker at passe på hende, oplyser de til Ekstra Bladet.

Ifølge afdelingschefen er de i organisationen meget påvirkede af sagen om Fie Oppenhagen, der nu har set dagens lys.

- Det påvirker os meget. Vi er både kede af det og meget rystede over, at nogen eventuelt kan finde på at misbruge kræftsagen, hvis det er tilfældet, som Ekstra Bladet beskriver det.

- Men det er også vigtigt at sige, at vi som organisation er optaget af, at hvis det her er rigtigt, er det et meget sårbart menneske, der står i den anden ende, som virkelig har brug for hjælp, og det prøver vi at respektere på alle måder. Vi ønsker, at hun får alt den hjælp, hun har brug for, og på den måde er det også en personsag, der er vigtig at værne om, siger hun videre.

Den 31-årige influencer har igennem sin familie erkendt over for Ekstra Bladet, at det hele var løgn. Foto: Peter Hove Olesen
Den 31-årige influencer har igennem sin familie erkendt over for Ekstra Bladet, at det hele var løgn. Foto: Peter Hove Olesen
 

Afbryder samarbejdet
Ifølge Pernille Slebsager sætter de hos Kræftens Bekæmpelse gang i en række procedurer, når de bliver opmærksomme på en sag, hvor der kan være tale om misbrug af kræftsagen.

- Når vi bliver konfronteret med en mistanke i sådan en sag, undersøger vi sagen, så grundigt vi overhovedet kan. Hvis der viser sig at være hold i mistanken, afbryder vi samarbejdet med den pågældende og sletter alle opslag på vores platforme, som kan relateres til vedkommende. Det er vi også i gang med i den aktuelle sag, siger hun.

Familie om kendt influencer: Hun har ikke kræft

Pernille Slebsager fortæller, at den verserende sag har givet stof til eftertanke hos Kræftens Bekæmpelse, og at de nu vil gennemgå deres procedurer fra a-z.

- Vi kommer også til at vurdere, om der er nogen ting, som burde have tændt alarmklokker hos os, og vi kommer til at vurdere, om der er steder, hvor vi skal stramme op i vores proceduere fremover, siger hun og fortsætter:

- Til det hører også, at vi undersøger, om der er steder, vi skal stramme op. I det her tilfælde kommer vi til at kigge ned i de samarbejdsaftaler og kontrakter, vi har.

Vil ikke bede om sygdomshistorik

- Burde I være bedre til at tjekke de personer, I eksempelvis bruger som ambassadører, så sådan noget her ikke sker?

- Vi arbejder tillidsbaseret her i Kræftens Bekæmpelse, og det betyder også, at vi ikke beder om journaler eller anden sygdomsdokumentation. Vores hovedformål er at støtte kræftpatienter og pårørende, og vi er glade for, at mange vælger at bruge deres sygdomshistorie til at være en inspiration og støtte andre berørt af kræft, siger hun og fortsætter:

- Den tillid vil vi gerne blive ved med at kunne have. Vi vil meget nødigt ud i en situation, hvor vi skal bede om sygdomsdokumentation, men det er klart, at vi nu vil se på vores procedurer efter, siger Slebsager.

Hun fortæller, at de nu går i gang med at se på deres procedurer.

- Det kunne for eksempel handle om at have en tættere kontakt med de mennesker, som vi bruger som ambassadører for kræftsagen - for eksempel i form af en anden slags samtaler. For vi er meget glade for, at så mange mennesker frivilligt fortæller deres historie, og Kræftens Bekæmpelse skal være en organisation, som man kan have tillid til.